Velkommen til Idans podcast-univers
Her finder du vores tre podcasts Sport & Perspektiv, Viden i spil med Idrættens Analyseinstitut samt Play the Game Podcast.
Vores podcasts går i dybden med et væld af temaer, der knytter sig til idrættens verden. Idans podcasts er en del af instituttets strategi om at komme tættere på vores omverdenen og indgå i nye partnerskaber.
Vi vil gerne afsøge nye formidlingsmuligheder, så vi rykker tættere på vores modtagere og får vores viden bredt ud, ikke bare til læserne, men også til lytterne.
Læs mere om de tre formater herunder.
Foto: Jonathan Farber/Unsplash
Play the Game Podcast
Hvis du interesserer dig for skyggesiderne af international idræt, så lyt til Play the Game Podcast – en podcast om de mennesker, magtstrukturer og politiske interesser, der former sporten.
Gennem interviews, oplæste artikler, konferenceoplæg og kritiske samtaler dykker podcasten ned i nogle af de vigtigste historier og stemmer i international idræt. Her kan du møde undersøgende journalister, forskere, atleter, whistleblowere, idrætsledere og andre aktører, der er med til at kaste lys over det, der foregår bag kulisserne i sporten.
Podcasten skaber derudover et rum for nye samtaler om sportens aktuelle udfordringer.
Emnerne spænder fra governance, korruption og menneskerettigheder til geopolitik, gambling, bæredygtighed, overgreb, atletvelfærd og demokrati i sport.
Viden i spil med Idrættens Analyseinstitut
Denne podcast er nyeste skud på stammen. Vi har et ønske om at formidle noget af alt den viden, som vores egne analytikere sidder på, men i ligeså høj grad den viden som andre vidensinstitutioner, universiteter og organisationer producerer.
Derfor har vi oprettet et kortere format, der særligt henvender sig til undervisningsbrug, men som også er relevant for de lyttere, der gerne vil have et kort brush up på coronakrisens indflydelse på vores motionsvaner, det gode foreningsmiljø for unge eller sammenblandingen af sport og politik.
Læs mere om Viden i spil med Idrættens Analyseinstitut og find alle afsnittene
Sport & Perspektiv
Podcasten Sport & Perspektiv blev udgivet i samarbejde med Mediano Media og satte fokus på dansk og international idrætspolitik. Sammen med interessante og aktuelle gæster tog vi os tid til en dybdegående og perspektivrig dialog om sportens og idrættens mange facetter.
Podcasten produceres ikke længere, men hele bagkataloget er fortsat tilgængeligt.
Læs mere om Sport & Perspektiv og find alle afsnit her
Find alle afsnit af serien 'Journalistik i sportens skygge'