Brasilien mangler national idrætspolitik
Landet, som skal være vært for verdens to største idrætsbegivenheder, har ingen langsigtet strategi for idrætten.
Formanden for Brasiliens Nationale Råd for Idrætsundervisning, Jorge Steinhilber, savner, at politikerne i Brasilien sætter fokus på de sociale og kulturelle virkninger af Brasiliens kommende OL og VM.
“Politikerne er kun interesseret i infrastruktur, stadioner, byggerier og transport. Ikke i idrætsdeltagelse, uddannelse og sport for folkesundhedens skyld,” siger Jorge Steinhilber, som også er formand for Brasiliens Olympiske Akademi.
“Det lykkedes ikke for London at bruge OL til at få folk til at dyrke idræt, og nu ser det også ud til at mislykkes for os, for ingen bekymrer sig om det,” siger Steinhilber med henvisning til, at to tredjedele af den brasilianske befolkning over 16 år er inaktive, og at næsten halvdelen af befolkningen er over normalvægten.
Kun omkring hver fjerde folkeskole har idrætsfaciliteter, men i betragtning af Brasiliens gode vejr og rige natur er det ikke faciliteterne, der bekymrer Steinhilber mest:
”Problemet er, at de unge ikke ved, hvorfor de skal dyrke idræt. De tror, at idræt handler om at vinde medaljer eller tjene penge, og derfor vil de fleste af dem naturligvis blive skuffede. Vi mangler bevidsthed om, at idræt hjælper dig til en bedre sundhed og livskvalitet.”
Steinhilber efterlyser som mange andre, at Brasilien formulerer en national idrætspolitik. Landet, som skal være vært for verdens to største idrætsbegivenheder, har ingen langsigtet strategi for idræt selv. Det er overladt til de enkelte aktører i idrætten at udfylde de roller, de historisk har fået tildelt, men der er ingen overordnet koordinering eller vision.
Forskning i fysisk aktivitet
Brasiliens Olympiske Komité og de store forbund fokuserer først og fremmest på eliteidrætten. Det enorme land ville næppe have et bredt idrætstilbud overhovedet, hvis det ikke var for to organisationer med tilknytning til arbejdsmarkedet: SESC og SESI, som arbejder i alle Brasiliens delstater.
SESI er tilknyttet industrien og SESC handel og service-sektoren. Hver organisation modtager ved lov 1,5 pct. af lønsummen fra virksomhederne. Til gengæld tilbyder de idræts- og kulturaktiviteter til de mange millioner ansatte og i realiteten også til den bredere befolkning. Med den vækst i erhvervsliv og lønninger, Brasilien har præsteret i det sidste årti, har de to organisationers økonomi automatisk fået et tilsvarende boost.
Måske derfor har begge organisationer en forsigtig stemmeføring i debatten om OL og VM. De blander sig ikke i debatten om stadionbyggerier, men ser alligevel de store events som en chance for breddeidrætten:
“Vi foretrækker at spille vores egen rolle godt fremfor at kritisere andre. OL og VM er en god mulighed for os til at sætte idræt på dagsordenen og til at skabe samarbejdsrelationer med idrætsforbundene og andre NGO’ere,” siger Maria Luiza de Souza Dias, udviklingsdirektør i SESC i São Paulo-delstaten, som med over 30 idræts- og kulturcentre og 5.000 ansatte er landets stærkeste enhed på området.
SESC har søsat den hidtil mest omfattende kampagne for breddeidræt ”Move Brasil” (Bevæg Brasilien), men har med vilje ikke sat endemålet for kampagnen endnu.
”Allerførst har vi brug for viden om brasilianernes fysiske aktivitet, og derfor vil vi nu indsamle data i samarbejde med sportsministeriet,” siger de Souza Dias, som netop har sendt forskningsprojektet i licitation.
”Dette er ret provokerende, fordi det tvinger os og andre NGO’er til at sætte os konkrete mål, for eksempel at hæve idrætsdeltagelsen med 25 procent. Vi skal bruge data til at styrke og udvikle kampagnen,” siger udviklingsdirektøren, som har hentet inspiration til kampagnen fra den danskbaserede, internationale breddeidrætsorganisation ISCA, hvor hun er næstformand.
En uventet effekt af Brasiliens værtsskaber er, at stadigt flere enkeltpersoner, foreninger og institutioner danner nye alliancer, sådan som det er sket omkring Maracanã, Jogos Limpos og Move Brasil.
Disse borgergrupper vil næppe kunne bremse de mere eller mindre katastrofale beslutninger, der allerede er taget, men de kan være med til at sætte nye dagsordener i brasiliansk politik.