Idan Artikel 11.03.2009

Breddeidrætsudvalg klar med forslag

Breddeidrætsudvalget peger på fastholdelse af børn og unge som en af dansk idræts store udfordringer i sin nye rapport.

Skrevet af: Søren Bang

Børn og unge skal fastholdes i idrætten, faciliteterne og idrætstilbuddene skal matche de voksnes ændrede idrætsvaner, og der skal sættes ind mod den sociale ulighed i idrætten. Med disse hovedudfordringer øverst på dagsordenen afsluttede Kulturministeriets breddeidrætsudvalg onsdag næsten to års arbejde med at afdække breddeidrættens udfordringer og komme med bud på, hvordan den brede idræt kan styrkes i de kommende år. I alt kommer udvalget med 42 forslag til særlige indsatser på baggrund af det omfattende udredningsarbejde, der samtidig har resulteret i en 500 sider lang rapport, der analyser og beskriver breddeidrættens aktuelle tilstand og udfordringer.Ved præsentationen i idrætscentret Prismen på Amager samlede udvalgets formand, Slagelses borgmester Lis Tribler (S), de mange enkeltforslag i tre overordnede anbefalinger, der ligger i direkte forlængelse af hovedudfordringerne: 

  • Der skal laves en national handlingsplan, der sikrer, at børn og unge får mulighed for minimum syv timers idræt og fysisk aktivitet om ugen. Det skal bl.a. ske gennem bedre samarbejde mellem skoler, institutioner og foreninger og ved udviklingen af nye sociale og tværgående idrætstilbud til unge. 
  • Der skal være en bedre udnyttelse, indretning og drift af de offentlige idrætsfaciliteter. I samme tråd skal være fokus på modernisering af idrætsfaciliteterne, ligesom idrætsmulighederne i byrum og naturområder skal udvikles og brandes. 
  • Der skal fokus på de idrætssvage grupper. Bl.a. skal der mere fokus på de ulige muligheder for at dyrke idræt på ungdomsuddannelserne, ligesom der skal udvikles flere partnerskaber målrettet idrætssvage grupper. Samtidig bør der være en bedre koordination og vidensopsamling blandt aktørerne på området.

Ikke flere penge til området

Breddeidrætsudvalget har været bredt sammensat af repræsentanter for både ministerier, kommuner, idrætsorganisationer, Lokale- og Anlægsfonden, Dansk Skoleidræt og fitnesssektoren, ligesom det har været en forudsætning for arbejdet, at forslagene ikke måtte medføre ekstra omkostninger. Begge dele har sat sine begrænsninger for, hvilke forslag udvalget kunne blive enige om eller rejse af økonomiske årsager. I sin kommentar til udvalgets forslag var det da også politiske initiativer i den omkostningslette ende, som kulturminister Carina Christensen lancerede som regeringens umiddelbare svar på hovedudfordringerne: ”Vi vil i Kulturministeriet nu gå i gang med at udarbejde et nationalt inspirationskatalog. Et inspirationskatalog fyldt med gode eksempler, der kan vise os alle sammen – men især børn, unge og deres forældre - hvordan man relativt enkelt kan nå de syv timer om ugen,” sagde Carina Christensen, der mente, at både pudekampe og traveture er eksempler på aktiviteter, som bør tælles med i syvtimers-regnskabet. Samtidig vil kulturministeren se på, hvordan de offentlige aktører på tværs kan sikre en bedre koordinering af og kvalitet i de sociale idrætsrelaterede projekter, man sætter i værk. Endelig vil ministeren have udnyttet de eksisterende idrætsfaciliteter bedre gennem udviklingen af et internetbaseret værktøj, der gør det muligt for hallerne at oplyse om de ledige tider. Det skal i givet fald ske i samarbejde med kommunerne, som ministeren nu vil tage kontakt til.

Læs mere

 
 
Download Breddeidrætsudvalgets to rapporter:Idræt for alle - baggrund og analyse