Idan Artikel 24.03.2014

Danmark klatrer opad på eventranglisterne

Danmark er rykket op i den internationale første division som værtsnation for VM-events målt på antallet af værtskaber i olympiske discipliner.

Skrevet af: Søren Bang

Som værtsland for ikke færre end ni offi­cielle verdensmesterskaber i olympiske discipliner fra 2010 og frem er Danmark blandt de globale højdespringere i rangeringen af lande med flest VM-værtskaber.

Medregner man alene VM-events i sommerolympiske idrætsgrene, ligger Danmark nummer seks efter Frankrig, Holland, Rusland, Italien og Storbritannien, men foran idrætsstormagter som Kina (7), Tyskland (9) og USA (10-14).

I den samlede rangering, der også omfatter vinteridrætsgrene, som ikke kan afholdes i Danmark, ligger Danmark nu samlet nummer ti foran etablerede eventnationer som Japan (11-12), Schweiz (14-21) og Australien (22-24) (se tabel). På blot et årti er Danmark rykket ti pladser frem.

Tabel 1: VM-events siden 2010

1 Rusland 14
2 Canada 13
3 Frankrig 12,5
4-5 Italien 12
4-5 Tyskland 12
6-7 Holland 11
6-7 USA 11
8-9 Storbritannien 10
8-9 Kina 10
10 Danmakr 8,5

VM i olympiske discipliner fra og med 2010. Danmark er rykket ti pladser op på et årti.

At Danmark har vundet betydning som eventnation bliver endnu tydeligere, når man sætter antallet af VM-værtskaber i forhold til befolkningstallet. Kun Qatar ligger bedre efter 2010 (se figuren).

Figur 1: VM-events pr. million indbyggere (2010+)

VM i olympiske discipliner pr. 1. mio. indbyggere. Opgjort oktober 2013.

Ud over at illustrere, at en række idrætsstormagter som Tyskland og USA for tiden står svagt som eventarrangører, viser ranglisterne, at mindre lande som Danmark med moderate investeringer kan sikre sig markant flere sportsevents, så længe der er tale om mindre eller mellemstore mesterskaber i stil med de danske VM-værtskaber i f.eks. bueskydning, cykling, badminton og håndbold.

Billedet er et andet, når det gælder sportens egentlige megaevents, der på alle måder befinder sig i en anden liga økonomisk og organisatorisk. F.eks. overstiger Brasiliens anslåede udgifter til stadionudbygninger op til sommerens VM i fodbold 19 mia. kr. En sjat, man kan sammenligne med Sport Events Denmarks årlige budget på cirka 25 mio. kr.

Desuden medtager ranglisten kun verdensmesterskaber i olympiske discipliner og afdækker altså ikke udbredelsen af økonomisk stærke professionelle ligaer eller tilbagevendende internationale stævner og turneringer. På en sådan rangliste ville Danmark givetvis ligge lavere.

 
 
Artiklen er bragt i Idans nyhedsbrev 60