Dansk OL kræver bred opbakning
Danmark skal gøre sit hjemmearbejde grundigt, lød det, da en række eksperter mødtes i København for at diskutere OL og andre megaevents.
Kan og skal København lægge billet ind på OL i 2020 eller 2024?
Spørgsmålet hang endnu engang i luften på Handelshøjskolens konference fredag den 1. september, hvor en lang række udenlandske eksperter kastede lys over konsekvenserne af at afholde OL.
Konferencen gav ikke noget entydigt svar, men som den tyske økonom Markus Kurscheidt understregede, så er Danmark i det mindste hurtigere ude end Tyskland, hvor man først syv år før sommerens VM i fodbold lavede den første beregning af mesterskabernes økonomiske betydning.
Det punkt har vi allerede passeret 14 år før et eventuelt dansk OL i 2020 med Rambøll Managements cost-benefit-analyse, der i foråret nåede frem til, at et dansk arrangeret OL kan give et lille samfundsøkonomisk overskud.
Velkendte fordele
Konferencen belyste velkendte fordele: OL kan skabe øget turisme, profilere værtsbyen positivt på globalt plan, skabe vækst og innovation i erhvervslivet, udvikle store byområder, forbedre infrastrukturen ud over at give lokalbefolkningen oplevelser og stolthed.
Men som den tyske økonom Holger Preuss understregede, er hvert enkelt OL-arrangement en unik begivenhed med både plusser og minusser, selv om arrangørerne ofte nedtoner skyggesiderne.
Ifølge Pedro Matos fra universitetet i Cambridge prægede nedtoningen af problemerne en del af oplæggene, og han valgte derfor at pege på en række risici:
Udgifterne kan eksplodere, hvis man ikke har snor i de offentlige anlægs- og facilitetsinvesteringer. I Athen kan regningen ende på 16 milliarder dollars, cirka 93 milliarder kroner. Et OL kan også fortrænge andre turister og erhvervsinvesteringer. Og i Portugal har man i dag så store problemer med at udnytte flere af de store stadionbyggerier til EM i fodbold, at man overvejer at rive flere ned.
Endelig glemmer man ofte at indregne, hvad ressourcerne brugt på et OL alternativt kunne være investeret i.
God og dårlig PR
Selv OL’s evne til at profilere værtsbyen kan være et tveægget sværd. OL i München var ment som et endeligt farvel til Vesttysklands totalitære fortid, men legene huskes måske mere for massakren på 11 israelske sportsfolk.
Ifølge Markus Kurscheidt fra Ruhr-Universität Bochum er OL især interessant for byer og regioner, der både har de nødvendige økonomiske kvaliteter og et behov for at ændre eller justere sit image udadtil. Det var bl.a. tilfældet for Sydkorea, der brugte legene i Soul 1988 til at knytte kontakter til Vesten og vise omverdenen sin økonomiske styrke.
Hvad Danmark skal bevise over for sig selv og omverdenen, vil set i den optik blive en af de store udfordringer at finde svar på. Rambøll Managements rapport opererer med et relativt skrabet OL, som prøver at undgå de største økonomiske fælder, men som derfor ikke vil kunne tilbyde IOC de samme spektakulære byudviklingsprojekter og OL-kulisser som andre ansøgerbyer.
Dansk Industri kræver bred opbakning
Men frem for alt skal danskerne selv falde for idéen om OL i København.
På konferencen hilste underdirektør Thomas Bustrup fra Dansk Industri OL-planerne velkommen. Men forudsætningen er, at der er bred støtte til planerne.
"Vi skal være enige om at gøre det. Det må ikke kun være halvdelen af befolkningen eller politikerne, som støtter projektet. Ellers splitter vi nationen. Vi må ikke få syv år med diskussion," sagde Thomas Bustrup.
Netop en lunken opbakning i befolkningen endte med at diskvalificere Stockholms bud på OL i 2004. Som den daværende formand for hvervekomitéen, Gören Långsved, fortalte, forventede IOC's daværende præsident, Juan Antonio Samaranch en opbakning på mindst 60 procent. Stockholm var oppe 58-59, da legene blev tildelt Athen tilbage i 1997.
Pengene værd - trods alt
Alligevel mener han, at Stockholms satsning på OL var godt givet ud, fordi ansøgningen blev en anledning til at gennemføre en række investeringer i og omkring Stockholm.
”Så på en måde har vi fået alt undtagen hovedarenaen,” mente Göran Långsved, der understregede, at København skal have en klar idé med legene og at være troværdig i sit bud.
En OL-ansøgning fylder i sig selv 1.000 sider, og skal den suppleres med en stærk organisation, eksempler på tidligere afholdte arrangementer og en bred folkelig opbakning.
"Hvis I vil have legene, skal I gøre hjemmearbejdet. Det er ikke en leg."