Data om fritid kan være med til at løfte folkesundheden: Idan på vej med temaside, cases og konference
Idrættens Analyseinstitut lancerer en ny temaside på talogviden.dk med viden, cases og på sigt også et visuelt værktøj, som skal hjælpe kommuner, der ønsker at bruge data i deres arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse gennem fritidslivet
Siden 2024 har medarbejdere fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) arbejdet intenst på at undersøge, hvordan kommunerne inddrager data om fritid og bevægelse i kommunale projekter om sundhedsfremme og forebyggelse.
Målet har været at finde ud af, hvilke udfordringer kommunerne oplever på dette område, og på den baggrund udvikle indsigter, ny viden og konkrete værktøjer til at understøtte kommunernes fremtidige arbejde med at bruge data til at skabe sundhed gennem fritidslivet.
"Vi ser et stort potentiale i at bruge data mere aktivt i det sundhedsfremmende arbejde gennem fritidslivet. Derfor søger vi nu at skabe en platform, som kan hjælpe kommuner og civilsamfundet på vej med analyser, cases, en konference og et visuelt værktøj," siger Peter Forsberg, der er chefanalytiker i Idan og har været projektleder for arbejdet.
Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen og er kun blevet mere aktuelt i forbindelse med den kommende folkesundhedslov, der forventes at forpligte kommunerne til at arbejde systematisk med data på tværs af velfærdsområder.
Temasiden åbner med cases og en indbydelse til konference
Indholdet på temasiden bliver udbygget løbende, men tilbyder fra starten to cases og en indbydelse til en konference, som Idan afholder onsdag 7. oktober i Fredericia Idrætscenter, og hvor omdrejningspunktet bliver centrale konklusioner og erfaringer fra projektet.
Konferencen er gratis at deltage i og henvender sig til kommunale chefer og medarbejdere, der arbejder med idræts- og fritidsområdet, sundhedsområdet, socialområdet og beskæftigelsesområdet.
"Vi håber, at flere forvaltninger fra samme kommune deltager, da en af ambitionerne med konferencen er at styrke samarbejdet på tværs af områder," siger Peter Forsberg.
Casene rulles ud på temasiden i løbet af foråret og stammer fra 11 forskellige kommuner, der giver konkrete eksempler på, hvordan de arbejder med data om fritid og bevægelse i forbindelse med projekter om sundhedsfremme eller forebyggelse.
De spænder vidt fra Halsnæs Kommune, der inddrager kommunens unge og lader dem pege på de sundhedsproblemer, de selv oplever og selv gerne vil arbejde med, til Tønder Kommunes evaluering af deres tilskudsmodel og opbygningen af et scenarieværktøj til fremtidige tilskudsmodeller og Københavns Kommune, der samler utroligt finkornede data om børns sundhed, trivsel og fritidsliv i en stor, fælles undersøgelse på tværs af forvaltninger.
"Vi har fundet nogle spændende cases, som samtidig er meget forskellige. Men fælles for dem er, at vi fokuserer på at vise, hvordan kommunerne konkret bruger viden og data til at kvalificere deres arbejde, og hvad der er kommet ud af det," fortæller Niels Anton Toftgård, analytiker i Idan.
Ud over at præsentere gode idéer er ambitionen for casene, at de kan bidrage til refleksion og læring i kommunerne.
"Det er nærmest de samme udfordringer, alle prøver at løse, men de gør det med mange forskellige greb, så der er stort potentiale for at se sine egne indsatser i et nyt lys, at blive klogere på området eller ganske enkelt bare finde god inspiration,” siger Niels Anton Toftgård.
Casene bliver suppleret af en tværgående analyse, der udvikles i samarbejde med de deltagende kommuner på en kommende workshop. Workshoppens mål er at opsamle de vigtigste erfaringer med at omsætte data til handling og peger på, hvad der gør en forskel i praksis.
Ny viden og et visuelt dataværktøj på vej
I løbet af foråret vil Idan også fortælle om resultaterne af en undersøgelse blandt kommunale chefer om de muligheder og problemer, de ser i at arbejde med at integrere data om fritidsliv og bevægelse i projekter om sundhedsfremme og forebyggelse.
Til efteråret kommer endnu et tiltag, nemlig et visuelt dataværktøj, der samler data om sundhed og fritid fra mange forskellige kilder og giver mulighed for at koble disse data med baggrundsdata om befolkningen på lokale niveauer.
Dataværktøjet kommer til at være frit tilgængeligt via talogviden.dk, men Idan tilbyder også regionale workshops for kommunale medarbejdere sidst på året, hvor deltagerne blandt andet kan lære at bruge værktøjet.