Idan Artikel 03.06.2025

De 70-74-årige fører an: Idrætsdeltagelsen blandt ældre når nye højder

Danskere over 60 år lever et aktivt liv, og idrætsdeltagelsen topper blandt de 70-74-årige, viser en ny undersøgelse af ældres motions- og sportsvaner i 2024, som Idan har lavet med støtte fra Ældre Sagen. Analysen viser også, at gå- og vandreture er den mest populære aktivitet, og at den ofte suppleres med styrketræning eller lignende fitnessaktiviteter.

Levealderen stiger, og i 2050 forventes det, at danskere over 80 år udgør 10 pct. af befolkningen. Derfor er det vigtigt ikke kun at have fokus på ekstra leveår, men også kvaliteten af dem – både i forhold til sundhed og meningsfulde aktiviteter.

Idrættens Analyseinstituts (Idan) undersøgelse ’Ældres motions- og sportsvaner 2024’, som er lavet med støtte fra Ældre Sagen, viser, at langt de fleste ældre over 60 i Danmark har et aktivt hverdagsliv og en høj livskvalitet. Her bør man dog tage forbehold for, at det forventes, at de seniorer, der har overskud til at deltage i undersøgelsen, formentlig også har det bedre end dem, der ikke deltager i undersøgelsen.

Ikke desto mindre er de 70-74-årige rekordholdere, når det kommer til at dyrke sport og motion på tværs af hele den voksne befolkning, hvor 69 pct. i denne aldersgruppe er aktive mod 67 pct. blandt hele den voksne befolkning.

Her er det særligt kvinderne, der trækker statistikken op, mens mændene halter lidt bagefter, indtil de rammer de 80 år.

Figur 1: Andelen af mænd og kvinder over 60 år, der dyrker sport/motion (pct.)

Figur 1: Andelen af mænd og kvinder over 60 år, der dyrker sport/motion (pct.)

Figuren viser andelen, der dyrker sport/motion. Fordelt på køn og alder (n=3.417).

Set over tid viser tallene også, at de ældres deltagelse i sport og motion igen er tilbage på niveauet fra før coronapandemien efter et naturligt knæk i den måling, der blev lavet i 2020. Derudover har mændenes deltagelse i sport og motion i 2024 nået et helt nyt toppunkt på 64 pct.

Figur 2: Udviklingen i andelen af ældre, der dyrker sport/motion – total og på tværs af køn (pct.)

Figur 2: Udviklingen i andelen af ældre, der dyrker sport/motion – total og på tværs af køn (pct.)

Figuren viser andelen af ældre, der svarer ’ja’ til spørgsmålet, ’Dyrker du normalt sport/motion?’, fordelt på de fem seneste undersøgelsesår (2007: n=1.143, n 2011: n=1.109, 2016: n=1.433, 2020: n=3.245, 2024: n=3.417). Andelene præsenteres for alle ældre samt fordelt på mænd og kvinder over 60 år.

Også blandt de ældste danskere over 80 år er der flere aktive i dag end i tidligere undersøgelser. I 2007 var andelen af aktive over 80 år 49 pct., og det tal har været nogenlunde stabilt indtil i 2024, hvor andelen af aktive over 80 år nu er steget til 63 pct. i 2024.

”Med udgangspunkt i figur 3 kan man se det sådan, at dem, der var 60-64 år i 2007, nu udgør gruppen af 80+-årige. Hvis man følger gruppen hen over undersøgelsesårene, tyder det på, at denne aldersgruppe har holdt fast ved deres vaner, og at idrætsdeltagelsen ligger nogenlunde stabilt,” forklarer Rasmus Bang Borup.

Figur 3: Udviklingen i andelen af ældre, der dyrker sport/motion – på tværs af alder (pct.)

Figur 3: Udviklingen i andelen af ældre, der dyrker sport/motion – på tværs af alder (pct.)

Figuren viser andelen, der dyrker sport eller motion, fordelt på alder i de fem seneste undersøgelsesår (2007: n=1.143, n 2011: n=1.109, 2016: n=1.433, 2020: n=3.245, 2024: n=3.417). * Andelen af 85+-årige er for få i undersøgelsesårene 2007, 2011 og 2016.

Han pointerer dog samtidig, at undersøgelsen er udtryk for et øjebliksbillede, og at det derfor ikke er de samme personer, som er blevet spurgt i alle undersøgelsesårene.

Flest motiveres af at komme i god form

Skal man rykke yderligere ved de ældres idrætsdeltagelse, kan det være relevant at se på, hvilke motiver der er centrale for dem, der dyrker sport og motion, og omvendt hvad der afholder nogle fra det.

Spørger man de ældre, hvorfor de er aktive, handler det for de fleste (73 pct.) om at ’komme i god form/være sund’, hvilket også er det primære motiv, når man ser på tværs af hele den voksne befolkning over 16 år.

For mange ældre handler fysisk aktivitet også om at være en del af et fællesskab (36 pct.) og have det sjovt (30 pct.).

”Man kan vælge at se forskelligt på de resultater, for selvfølgelig er det positivt, at de ældre har fokus på at holde sig friske og i god form, da vi ved, at det kan have indflydelse på både levealder og trivsel. Men i modsætning til børn, hvor 80 pct. angiver, at det at have det sjovt er et vigtigt motiv for at dyrke motion, så betyder det åbenbart mindre for de ældre i forhold til at holde sig aktive," siger Rasmus Bang Borup.

Han understreger dog, at det ikke betyder, at det ikke ér sjovt for de ældre at dyrke sport og motion, blot at det ikke er udgangspunktet for at gøre det. Man havde derfor måske fået et andet resultat, hvis man havde spurgt, hvad de ældre fik ud af at dyrke sport og motion.  

I forhold til at være en del af et fællesskab, stiger dette motiv i takt med, at de ældre rammer pensionsalderen, hvilket går godt i tråd med, at man måske mangler det sociale, som man ellers har haft på arbejdspladsen, forklarer Rasmus Bang Borup.

Dårligt helbred afholder flest fra at dyrke sport og motion

Kigger man i stedet på barriererne for at dyrke mere sport og motion, end man gør i dag, så er barriererne nogle helt andre for de ældre end for andre voksne.

Helt generelt viser undersøgelsen, at når idrætsdeltagelsen er lav for de 30-49-årige, handler om det om, at de bruger tid på familie og arbejde, har svært ved at få aktiviteterne til at indgå i hverdagen eller mangler overskud. De begrundelser for ikke at dyrke sport og motion bliver mindre vigtige, efterhånden som man bliver ældre, hvor barrierer som 'jeg bruger tid på andre fritidsaktiviteter' og 'jeg er ikke interesseret i at dyrke mere sport og motion, end jeg gør nu' til gengæld vokser (se figur 4).

Figur 4: Barrierer i forhold til sports- og motionsaktiviteter i 2024 – fordelt på alder (pct.)

Figur 4: Barrierer i forhold til sports- og motionsaktiviteter i 2024 – fordelt på alder (pct.)

Figuren viser, hvilke barrierer der forhindrer voksne danskere i at dyrke mere sport og motion, end de gør i dag – fordelt på alder. Figuren bytter på data fra 'Ældres motions- og sportsvaner 2024' og 'Danskernes motions- og sportsvaner 2024' og er derfor ikke at finde i notatet. 

Zoomer man ind på de ældre, der svarer, at de ikke dyrker sport og motion, skyldes det for de flestes vedkommende (25 pct.) et dårligt helbred, mens 18 pct. svarer, at de ikke er interesseret i at dyrke mere sport og motion, end de gør nu. 17 pct. bruger desuden tid på andre fritidsinteresser.

”Ser vi på de ældre over en bred kam, er det positivt at ydre barrierer som pris, transportmuligheder og at man ikke kan finde det rette tilbud, fylder meget lidt, samt at det heller ikke handler om manglende talent eller at være i dårlig form,” siger Rasmus Bang Borup.

”Det tyder for det første på, at aktørerne, som henvender sig til de ældre, gør et godt stykke arbejde med at markedsføre sine tilbud, der i øvrigt ikke koster for meget. Dernæst, at de ældre ikke føler, at det kræver et særligt niveau for at være med,” fortsætter han.

Gå- og vandreture hitter blandt de ældre

Den mest populære aktivitet for ældre er gå- og vandreture og dyrkes af 67 pct. af de ældre på tværs af køn og alder.

”Men undersøgelsen viser også, at det kun er cirka en femtedel af de ældre, som udelukkende dyrker gå- og vandreture. Oftest kombinerer de denne aktivitetsform med styrketræning eller anden fitness- og motionstræning,” siger Rasmus Bang Borup.

Styrketræning kommer således ind på en andenplads og dyrkes af 25 pct., mens anden fitness- og motionstræning som aerobic og cirkeltræning samt gymnastik også er at finde i top-5. Der er desuden en tydelig tendens til, at andelen, der dyrker gymnastik, stiger i takt med alderen.

Rasmus Bang Borup fremhæver imidlertid, at det kan være svært at sige, om det reelt er sådan, billedet ser ud, eller om det nærmere kan handle om, at de ældre har forskellige opfattelser af, hvad der definerer aktiviteterne, når de bliver præsenteret for dem i et spørgeskema, og hvornår noget er gymnastik fremfor noget andet.

Download rapporten

Senior dyrker crossfit
Idan Udgivelse juni 2025

Ældres motions- og sportsvaner 2024