Debat på Idrætsmødet: Kan det frivillige foreningsliv rumme alle, eller er der behov for specialiserede tilbud til udsatte målgrupper?

Mange aktører arbejder for at få alle med i idrættens fællesskaber. Det blev slået fast på Idrætsmødet 2025, hvor stort set alle spor på andendagen bestod af mindst én session om idræt for alle.

”Noget af det, vi står overfor nu, er at finde ud af, hvordan vi kan få det her store aktørfelt og de mange gode initiativer til at samarbejde om en fælles fremtid, hvor vi gør det endnu bedre end aktørerne gør det hver især på nuværende tidspunkt,” lød introen fra Maja Pilgaard, chefanalytiker i Idan, på Idrætsmødets sidste session om idræt for psykisk sårbare.

Hun har ledet et projekt, hvor Idrættens Analyseinstitut (Idan) med støtte fra Grundfos Fonden og Lauritzen Fonden har kortlagt de aktører, der laver inkluderende idræt for alle, og undersøgt deres potentialer og udfordringer.

”Når vi kigger på feltet af aktører, kan vi tale om noget, der handler om inklusion gennem udvikling af særligt tilrettelagte tilbud i den ene ende af kontinuummet til den anden ende, hvor vi kan snakke om inklusionsfokus i almenidræt,” præsenterede Maja Pilgaard.

Figur 1: Oversigt over tilgange i arbejdet med inkluderende idræt for alle

Fra ’Idrættens inkluderende fællesskaber. En kortlægning af aktørlandskabet i arbejdet med at fremme idræt for alle’.

Kortlægningen fra efteråret 2024 har identificeret 328 tilbud på tværs af landets 98 kommuner, som arbejder med ’inkluderende idræt for alle’. De er herefter blevet inddelt og vurderet ud fra, om der er tale om en specialiseret aktør, som henvender sig til en specifik målgruppe.

Ét eksempel er IF Aktivisterne i Ballerup Kommune, der er en forening, som henvender sig til mennesker med psykisk sårbarhed og tilbyder vandgymnastik, tennis og badminton (i retning mod venstre i figur 1).

Der kan omvendt være tale om et særligt tilrettelagt tilbud i en almen forening som f.eks. Sdr. Omme IF-gymnastik, der foruden alle mulige andre hold har et såkaldt ’solsikkehold’ for børn, der har svært ved at indgå på ordinære hold (i retning mod højre i figur 1).

Her finder kortlægningen en overvægt på 185 aktører, der fungerer som Sdr. Omme IF med hold i den almene forening, mens de resterende 141 aktører fungerer som afgrænsede, specialiserede tilbud (figur 2).

Figur 2: De fleste tilbud har organisatorisk ophæng i en almen, ikke-specialiseret idrætsforening

Skal vi skabe et parallelt foreningsliv for dem, der lever anderledes?

Politisk er ønsket, at civilsamfundet og det frivillige foreningsliv skal byde ind og blandt andet tage ansvar for de målgrupper, der har svært ved at passe ind eller ikke kommer af sig selv, sagde chefanalytikeren:

”Det er jo i princippet rigtig positivt. Men jeg tror, at hvis vi skal lægge et fremtidsblik på området, skal vi prøve at se, hvordan vi i fællesskab kan skabe tilbud, som placerer sig over hele kontinuummet, så vi kan samarbejde på tværs af forskellige typer af specialiserede aktører og almenidrætten, som også bliver bedre til at inkludere.”  

Kristina Louise Bliksted, der er direktør i Social Sundhed, som er en NGO, der arbejder med at bygge bro for borgere ind i sundhedsvæsnet og foreningslivet, stillede efterfølgende spørgsmålet, om vi skal indrette et parallelt foreningsliv til dem, der i forvejen lever anderledes end den gennemsnitlige dansker?

Social Sundhed bygger på, at sundhedsfaglige studerende frivilligt følger mennesker i udsathed til for eksempel konsultation ved lægen eller tager med til svømning eller fitness.

”I Social Sundhed kan vi se, at vi ikke kunne fungere, hvis vi ikke havde Idræt for Sindet, GRÅK eller nogle af de kommunale eller private aktørers specialiserede tilbud, hvor der er fokus på en særlig målgruppe. Men vi er simpelthen ikke færdige, når vi har bygget bro dertil,” slog hun fast.

”Vi skal også videre ud i det almindelige, brede, frivillige foreningsliv. Vores håb er, at mange flere foreninger og aktører vil have fokus på ikke bare at lave nye tilbud, men også gøre en indsats for at fjerne de barrierer, der også er for at deltage i dem.”

En måde at gøre det på ifølge Kristina Louise Bliksted er at sikre følgeskabet. Det kræver, at den del af samfundet, som kender og er i kontakt med særlige målgrupper, tager ansvar og sørger for, at man får en følgesvend derude, sagde hun.

”Det er det, vi laver hver dag, og på langt sigt er vores vision at blive overflødige.”

”De her sundhedsfaglige studerende skal ud og arbejde i sundhedsvæsnet og foreningslivet. De gør det allerede som frivillige, og de skal være med til at forandre foreningslivet. De lærer, hvordan vi skaber et samfund, hvor barrieren for at være med er væsentlig lavere,” sluttede hun oplægget af.

Professionelle kræfter i frivilligheden

I DGI arbejder man med en ABC for mental sundhed, der blandt andet handler om den gode velkomst og om at styrke fællesskabet, og ifølge Pia Allerslev, der er en del af DGI’s hovedbestyrelse, er DGI og foreningerne klar.

”Men vi anerkender jo også fuldstændig alt det, der er blevet sagt i forhold til, at det bestemt ikke er nemt. Men i samarbejde med kommunerne tror jeg, at vi kan løfte rigtig meget, også sammen med andre civilsamfundsaktører,” sagde hun.

Ifølge Idræt for Sindet er det en prisværdig målsætning, at alle skal inkluderes i det almene foreningsliv, men det er ikke nødvendigvis realistisk. Det påpegede Mogens Damgaard, der er initiativtager til Idræt for Sindet og nu sidder i forbundsbestyrelsen.

”Psykisk sårbare kan ikke altid deltage på lige fod med os andre, og det er derfor Idræt for Sindet eksisterer. Vi sikrer, at psykisk sårbare har mulighed for at være en del af et idrætsfællesskab,” sagde Mogens Damgaard.

Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet og bestyrelsesmedlem i GRÅK, deltog også i paneldebatten, og her påpegede hun, at opgaven ikke nødvendigvis skal basere sig på 100 procent frivillig arbejdskraft.   

”Det er vigtigt at huske på, at bare fordi man snakker om civilsamfundet eller frivillighed, så betyder det jo ikke, at man ikke også kan have kompetent ansat personale. For vi har nogle opgaver, som er så tunge og så svære, hvor vi så også er nødt til at give noget løn, fordi kvaliteten skal være i orden,” sagde folketingsmedlemmet.