Idan Artikel 08.11.2015

DGI efterlyser ny spillelovgivning

Den nye spillelov har været en succes – undtagen for beløbsmodtagerne, lød kritikken fra DGI’s formand, på DGI’s årsmøde, hvor han efterlyste en ny udlodningsmodel.

Skrevet af: Søren Bang

Liberaliseringen af spillelovgivningen har ikke skabt den stabile finansiering af DGI og de øvrige overskudsmodtagere, som politikerne og organisationerne forventede, da loven blev vedtaget. Selv om Folketinget i år kompenserer udlodningsmodtagerne for faldende overskud på lottospillene, er det ifølge DGI ikke nogen varig løsning.

”Vi må bare konstatere, at det ikke var os beløbsmodtagere, som var de store vindere,” sagde DGI’s formand, Søren Møller i sin mundtlige beretning på organisationens årsmøde i København i weekenden.

Han henviste til, at meningen med loven ikke kun var at skabe et mere reguleret marked, men også at genoprette tilskuddene til beløbsmodtagerne. Der er derfor behov for en ny spillelovgivning, mente han.

”Det skal vi have kigget på, og det tror jeg også gerne regeringen vil,” sagde Søren Møller, som også argumenterede for, at Danske Spil er underlagt for stramme tøjler i forhold til markedsføringen af lottospillerne sammenlignet med andre europæiske lande.

Han foreslog samtidig, at man langsigtet finder en model, hvor beløbsmodtageres tilskud beregnes ud fra det samlede provenu på spil i Danmark og ikke kun fra lotterierne, der har haft faldende overskud.

Forsvar civilsamfundet

I sin beretning berørte han også den nye folkeskolereform, som DGI ser som et fremskridt, hvis kommunerne ikke gør skoledagen for lang og får sikret en idrætslig mangfoldighed ved bl.a. at inddrage det lokale foreningsliv.

Samtidig advarede han samtidig mod at lade støtten til civilsamfundet være pæne ord i strategier og nævnte kritikken af foreningsfitness fra kommerciel side, som mener, at fitness i foreninger kan være urimeligt konkurrenceforvridende.

”Vi må gå ud og markere, at civilsamfundet er ikke bare er dét, der er tilbage, når de andre har fået deres. Det er noget, vi skal respektere og passe på,” sagde Søren Møller med henvisning til, at nogle kommuner er tilbageholdende med at støtte foreningsdrevne fitnesscentre.

”Her dur det ikke, at en EU-regel eller en eller anden konkurrenceklausul begynder at begrænse foreningslivet. Vi har måttet skrive ud til syv kommuner for at sige: ’Ved I hvad – hvis I giver tilskud til voksnes idrætsdeltagelse i fodbold og badminton, så må I også gøre det i fitness.’ Det, der er afgørende, er, at det er i forening,” mente han.

Læs mere

 
 
Se Søren Møller power-point-slides til den mundtlige beretning.