Idan Artikel 16.12.2011

DIF-konference om frivillighed

Danmarks Idræts-Forbund inviterer i januar til udviklingskonference om frivillighed, hvor Idan bl.a. præsenterer resultaterne af den store frivillighedsundersøgelse.

Skrevet af: Ditte Toft

Under overskriften ’Det frivillige overskud’ inviterer Danmarks Idræts-Forbund (DIF) til udviklingskonference den 23. januar 2012 i Idrættens Hus i Brøndby. På konferencen præsenterer analytiker hos Idan, Trygve Laub, resultaterne af den store undersøgelse af frivillighed i idrætsforeninger, som blev gennemført for DIF i 2011. Resultaterne løfter sløret for, hvordan frivilligheden har det i de danske idrætsforeninger, og hvorfor nogle foreninger tilsyneladende har lettere ved at rekruttere frivillige end andre. På baggrund af frivillighedsundersøgelsen iværksætter DIF en række initiativer, der skal styrke de frivilliges vilkår. Formand for DIF, Niels Nygaard præsenterer initiativerne og uddyber, hvilke krav det stiller til specialforbund og kommuner, hvis initiativerne skal lykkes. Derudover kan deltagerne vælge mellem en række parallelsessioner, hvor det bl.a. bliver muligt at høre mere om frivillighed i forhold til kommunerne, om potentialet i seniorer som frivillige, og hvordan man motiverer unge til at være frivillige i idrætslivet. Dagen rundes af med en politisk spørgetime, der skal belyse, hvor Folketingets partier står idrætspolitisk efter valget i efteråret 2011. Hvilke politikere der vil være med på konferencen, er endnu ikke offentliggjort. Målgruppen for konferencen er kommuner, specialforbund og andre, der arbejder med eller har interesse for idræt og frivillighed. Prisen for at deltage i konferencen er 200 kr. for DIF's specialforbund og 300 kr. for øvrige. Konferencen finder sted i Idrættens Hus i Brøndby den 23. januar 2012 kl. 9.00-16.00. 

Læs mere om frivillighedsundersøgelsen

 
 
Læs Idans nyhedsbrev 40 og nyhedsbrev 42, som præsenterer de første resultater fra frivillighedsundersøgelsen
Læs de to notater om frivillighed i de forskellige idrætter og kommuner, der er udarbejdet på baggrund af frivillighedsundersøgelsen
Læs Idans notat ’Det frivillige arbejde i forandring’, der er udarbejdet på baggrund af undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner 2007’