Idan Artikel 24.03.2015

DIF og DGI lancerer partnerskab bag idrætsvision

Nordea-fonden og TrygFonden bidrager over de næste tre år med 60 mio. kroner til DIF og DGI’s ambition om at gøre 600.000 flere danskere idrætsaktive gennem den såkaldte Vision 25-50-75. Projektet blev officielt lanceret i København.

Skrevet af: Søren Bang

Med et foreløbigt budget på 100 mio. kroner blev DIF og DGI’s fælles Vision 25-50-75 officielt lanceret den 24. marts under sloganet ’Bevæg dig for livet’.

Lanceringen sker i partnerskab med Nordea-fonden og TrygFonden, der over de kommende tre år hver lægger 30 mio. kroner arbejdet med at realisere DIF og DGI’s ambition om få 50 pct. og 75 pct. af befolkningen til henholdsvis at dyrke foreningsidræt og være fysisk aktive uanset organiseringsform.

Selv lægger de to organisationer i alt 40 mio. i satsningen, som omregnet i personer skal gøre 600.000 inaktive danskere fysisk aktive inden 2025, heraf 325.000 i en idrætsforening.

Ved præsentationen af visionen sagde Nordea-fondens formand, Mogens Hugo, at satsningen skal gøre Danmark til en foregangsnation for den folkelige idræt, mens hans kollega i Trygfonden, Jørgen Huno Rasmussen, betonede idrættens sundhedsmæssige og sociale kvaliteter som begrundelse for at støtte indsatsen.

”Forhåbentlig kan dette projekt være med til at nå ud til nogle af dem, som idrætten normalt ikke fanger, så også de oplever glæden ved at være en del af et fællesskab. Dagens projekt rummer et enormt potentiale, både til at højne den overordnede fysiske sundhed, men også til at øge mange danskernes generelle trivsel. Og derved vil det bidrage til at øge trygheden i Danmark,” sagde Jørgen Huno Rasmussen ved lanceringen i Fremad Valbys klublokaler i København.

Her deltog også kronprins Frederik, som selv lagde vægt på, at målet ikke er at tale til den dårlige samvittighed, men derimod at give flere danskere mulighed for at opleve glæden ved fysisk aktivitet.

”Visionen er ikke en løftet pegefinger til alle dem i sofaen med dårlig samvittighed og heller til alle dem, der godt ved, at de burde gøre noget ved vægten eller helbredet. Der kommer sjældent godt ud af at tvinge eller true folk. Visionen er til for at erindre alle aktive som inaktive om, at idræt og motion er sjovt.”

Fem idrætsgrene i første bølge

I første bølge samarbejder DGI og DIF om at igangsætte nye aktiviteter inden for fem idrætsgrene: Løb, cykling, badminton, floorball og håndbold. Herudover samarbejder de to hovedorganisationer om bl.a. foreningsudvikling, skolereformen, senioridræt, facilitetsudvikling, ungdomsfrafald og kommunale indsatser.

I en anden af bølge af samarbejdsaftaler er det desuden planen at kunne igangsætte aktiviteter på tværs af de to organisationer inden for idrætsgrenene tennis, fitness, triatlon, skydning, fodbold og gymnastik.

DIF’s formand, Niels Nygaard, fremhævede her, at fodbolden har en vision om at nå en halv million medlemmer, mens samarbejdet om at udvikle gymnastikken under DGI og Dansk Gymnastik Forbund med Niels Nygaards ord nu har fået ”to tidligere kamphaner” til at sætte sammen i en fælles arbejdsgruppe.

Læs mere

 
 
Læs DIF og DGI’s fælles pressemeddelelse om indsatsen.