Idan Artikel 14.10.2011

Dopingafgørelse kan få danske følger

DIF overvejer at ændre sine regler, efter at den internationale sportsdomstol, CAS, har underkendt, at IOC kan udelukke udøvere med en udstået dopingkarantæne fra at deltage ved OL.

Skrevet af: Søren Bang

Ifølge Politiken overvejer Danmarks Idræts-Forbund, DIF, nu at ændre sin regel om, at tidligere dopingdømte udøvere som udgangspunkt ikke kan udtages til OL, selv om de har udstået deres dopingstraf. ”Den bliver nu taget op til revision, når DIF har bestyrelsesmøde 11. november. Afgørelsen i CAS var jo meget klar og grundig, og derfor synes vi også, det er vigtigt, at vi drøfter, om reglen eventuelt skal fjernes,” siger Jesper Frigast Larsen, der er leder af DIF’s olympiske og internationale arbejde, til Politiken. DIF’s udmelding kommer som reaktion på, at CAS i sidste uge i en principiel voldgiftskendelse underkendte den Internationale Olympiske Komités regel om, at udøvere med en udelukkelse for doping på over seks måneder ikke må deltage i de først følgende olympiske lege.

I strid med IOC's anti-dopingkodeks

Reglen blev indført det olympiske charter i 2008, men er siden blevet udfordret fra flere sider. 

Den amerikanske olympiske komité, USOC, som førte sagen mod IOC i CAS, opfatter reglen som en urimelig dobbeltstraf, der samtidig strider mod det internationale anti-dopingkodeks, som forbyder at operere med andre sanktioner end dem, kodekset giver hjemmel til. Omvendt har IOC forsvaret reglen med, at den har til formål at sikre de olympiske værdier mod truslen fra doping og afskrække mulige deltagere ved OL fra at bruge doping. Desuden har man hævdet, at der ikke var tale om en egentlig sanktion, men en generel betingelse for udtagelse og deltagelse ved OL. Det argument afviser CAS. I sin kendelse slår CAS fast, at udelukkelsen fra OL reelt har karakter af dobbeltstraf og dermed strider med internationalt harmoniserede sanktioner under WADA, som IOC selv har tilsluttet sig. Dermed er forbuddet mod OL-deltagelse i strid med organisationens eget charter og som sådan ugyldigt.

Kan foreslå ændring af kodekset

CAS skriver dog også i sin kendelse, at IOC eller andre kan forsøge at skabe opbakning til en ændring af anti-doping-kodekset, så udelukkelse af dopingdømte udøvere fra OL kan indgå i den egentlige dopingsanktion. 

Derved vil dopingdømte udøvere ikke blive straffet i to omgange af to instanser, ligesom det ved de enkelte sagers behandling vil være muligt at vurdere, om en udelukkelse fra OL vil være i overensstemmelse med udøverens dopingforseelse. Hvorvidt det vil lykkes at skabe opbakning til en sådan regelændring i forbindelse med den kommende revision af det internationale anti-doping kodeks i 2013, er stadigt uklart. I første omgang lægger kendelsen fra CAS derfor pres på andre nationale olympiske komiteer og idrætsorganisationer, der har skærpede dopingbestemmelser i stil med IOC’s.

Ikke alle vil ændre regler

Mens DIF nu ser på sine regel, har bl.a. den britiske olympiske komité, BOA, indtil videre afvist at ændre på sin tilsvarende regel, der udelukker udøvere med alvorlige dopingsanktioner bag sig fra at deltage ved OL. Men organisationen er under pres fra tidligere dopingdømte udøvere som cykelrytteren David Millar og sprinteren Dwain Chambers, ligesom det internationale anti-dopingagentur, WADA i et brev har opfordret BOA til at revurdere sin politik. 

Til den engelske avis The Guardian siger WADA’s generalsekretær, David Howman, at BOA ikke kan operere med dobbelt-sanktioner i dopingsager, selv om man kan have forståelse for ønsket om at køre en hård linje. ”Men den skal også være fair og sammenhængende,” som han siger til avisen. Herhjemme vurderer Jesper Frigast Larsen, at en eventuel ændring af DIF ’s udtagelsesregel vil få begrænsede praktiske konsekvenser for, hvem der kan komme med til OL i London om et år. ”Mountainbikerytteren Peter Riis kunne ved et bortfald af DIF-reglen komme i betragtning, hvis han igen cyklede på højeste niveau, og så er der jo Alex Rasmussen, der har en endnu uafklaret dopingsag kørende,” siger han til Politiken.