Idan Kommentar 15.12.2020

En løftet olympisk pegefinger til Europas sidste diktator

IOC ser omsider ud til at bryde 23 års loyalt samarbejde med Hvideruslands diktator, Alexander Lukasjenko. Men med de foreløbige sanktioner holder IOC døren åben for, at Lukasjenko og hans nærmeste kan komme tilbage i den olympiske varme.

Skrevet af: Jens Sejer Andersen
Nøgleord: Idrætspolitik

Når der en sjælden gang er mulighed for at komplimentere den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at kaste sig ud i en konflikt til forsvar for menneskerettighederne, skal chancen ikke gå til spilde.

IOC fortjener derfor ros for, efter måneders tøven, at vise sig solidarisk med de over tusinde hviderussiske atleter, trænere og idrætsledere, som med stort personligt mod har protesteret mod deres lands præsident, Alexander Lukasjenko, som også er formand for Hvideruslands Nationale Olympiske Komité (også kaldet Hvideruslands NOC).

Det har de blandt andet gjort i et åbent brev, hvor de kræver, at Lukasjenkos genvalg i august annulleres, at alle politiske fanger løslades, og at der kommer hjælp til dem, der har lidt under myndighedernes voldsanvendelse og tortur.

At de samme sportsstjerner, som Lukasjenko igennem årtier har brugt som en hjørnesten i sin propaganda, nu stiller sig i frontlinjen i befolkningens fredelige kamp for demokrati og menneskerettigheder, er i sig selv et slag mod manden, som af mange kaldes for ’Europas sidste diktator’.

Men at IOC bakker op og anerkender, at ”det ser ud til at den nuværende ledelse af Hvideruslands NOC ikke tilstrækkeligt har beskyttet de hviderussiske atleter mod politisk diskrimination inden for komitéen, dens medlemsforbund eller idrætsbevægelsen” – dét er et alvorligt symbolsk nederlag for Lukasjenko og en tiltrængt opmuntring til de sportsfolk og andre samfundsborgere, som for tiden risikerer liv og lemmer i fredelige demonstrationer mod regimet.

Vigtigt at læse mellem linjerne i IOC’s udtalelse

Spørgsmålet er så, om IOC’s sanktioner er mere end blot symbolske.

Som altid, når IOC udtaler sig om politisk kontroversielle emner, skal man læse grundigt mellem linjerne. Umiddelbart ser IOC’s foreløbige afgørelse ud til at være kontant og konsekvent. Den går i hovedtræk ud på at:

  • Udelukke de nuværende, valgte medlemmer af bestyrelsen i Hvideruslands NOC fra alle IOC’s aktiviteter, inklusive Olympiske Lege. Det gælder især Alexander Lukasjenko, hans søn Viktor, som er næstformand for komitéen, og bestyrelsesmedlemmet Dmitrij Baskov ”i lyset af de særlige beskyldninger rettet mod ham” (her hentyder IOC til, at Baskov muligvis har været impliceret i dødsvold mod en demonstrant).
  • Sætte alle betalinger til Hvideruslands NOC i bero, med undtagelse af betalinger der dækker de hviderussiske atleters forberedelse af og deltagelse i Sommer-OL i Tokyo 2020 og Vinter-OL i Beijing i 2022. Alle stipendier til hviderussiske atleter vil nu blive betalt direkte til atleterne og ikke længere via komitéen.
  • Bede de relevante internationale idrætsforbund om at sikre sig, at alle berettigede hviderussiske atleter kan tage del i kvalifikationer til de kommende olympiske lege uden nogen politisk diskrimination.
  • Standse alle diskussioner med Hvideruslands NOC om værtskab for fremtidige IOC-arrangementer.
  • Anmode alle dele af den olympiske bevægelse om at respektere disse tiltag med henblik på at beskytte de hviderussiske atleters rettigheder og den olympiske bevægelses rygte.

IOC lover endvidere at overvåge udviklingen og forbeholder sig ret til når som helst at indføre yderligere sanktioner eller fjerne dem igen. Lukasjenkos egen reaktion kunne tyde på, at sanktionerne kan mærkes – i hvert fald på hans selvfølelse.

”Vi må lægge sag an. [IOC’s præsident Thomas] Bach og hans slags må fortælle mig, hvad min fejl er. Er det fordi jeg beskytter mit land?” spurgte han fornærmet dagen derpå og appellerede også til Rusland om støtte.

Kan Lukasjenko udelukkes fra Tokyo?

Det er dog for det første slet ikke sikkert, IOC kan gennemføre den del af sanktionerne, som handler om at udelukke Lukasjenko og hans nærmeste fra Olympiske Lege, i hvert fald hvis Lukasjenko optræder som statsleder. Den internationale sportsdomstol CAS underkendte i 2019 den livsvarige karantæne, som IOC tildelte Ruslands tidligere sportsminister Vitaly Mutko for dennes rolle i den store russisk-internationale dopingskandale.

Så længe Mutko ikke deltager som idrætsudøver, træner eller official, falder han uden for IOC’s juridiske rækkevidde, mener CAS. Det samme gælder formentlig Lukasjenko, hvis han fralægger sig sin nationale olympiske titel.

For det andet er det værd at bemærke, at IOC omtaler sanktionerne som ’foreløbige’. De gælder ”indtil videre, eller indtil det tidspunkt hvor generalforsamlingen i Hvideruslands NOC har valgt en ny bestyrelse i februar 2021”.

Her kan man roligt sige, at IOC har stillet en dør på klem, eller måske på vid gab.

For eksempel må man spørge:

Hvor mange Olympiske Lege kan Lukasjenko og hans følge egentlig blive udelukket fra i de kommende to-tre måneder?

Selv om IOC’s betalinger til Hviderusland sættes på pause, mon så ikke NOC-formanden Lukasjenko kan spørge præsident Lukasjenko om at låne lidt i statskassen?

Og ikke mindst: Hvordan vil IOC sikre sig, at den nye bestyrelse for Hvideruslands Olympiske Komité både vælges uafhængigt og får lov at fungere uafhængigt?

Kan man for alvor forestille sig en uafhængig idrætsbevægelse i et land, hvor alle øvrige demokratiske rettigheder knægtes, og hvor ulydige borgere straffes med fyringer, fængsling og vold?

Frygten for præcedens

Her finder vi IOC’s centrale dilemma, som også DIF’s formand Niels Nygaard ærligt påpegede i Idrættens Analyseinstituts podcast ”Tillægstid”: IOC risikerer, at tilfældet Hviderusland skaber præcedens.

For hvor meget styrke kan og vil IOC egentlig lægge i kampen for menneskerettighederne?

Hvis IOC straffer Lukasjenko hårdt med den begrundelse, at han misbruger sporten som et propagandaværktøj, der skal aflede opmærksomheden fra hans grove undertrykkelse af befolkningen, vil der næppe gå mange dage, før de næste spørgsmål dukker op:

Hvad vil IOC for eksempel mene om Kina, der skal være vært for det kommende Vinter-OL? Og hvad med Aserbajdsjan, der har en høj sportslig profil, men hvor både idræt og nation regeres af en eneherskende familie, ganske ligesom Hviderusland? Og hvad med de arabiske lande, hvor de enevældige kongehuse i stigende grad interesserer sig for idræt som politisk instrument?

Omvendt ville det slide hårdt på IOC’s eget ry og rygte, hvis man slet ikke reagerede på Lukasjenkos åbenlyse vold mod atleter og befolkning. Både IOC selv og mange andre aktører i international idræt kæmper med udbredt – og ofte berettiget - kritik for at stå autoritære regimer nær.

Af og til løber det over, for eksempel da den mangeårige formand for Det internationale Skiforbund, schweizeren Gian Franco Kasper, i 2019 sagde:

”Diktaturer kan så let som ingenting gennemføre sådanne begivenheder [de store mesterskaber, red.], de behøver ikke spørge deres folk. (…) Set fra et forretningssynspunkt, siger jeg: Jeg vil kun tage til diktaturstater, jeg vil ikke diskutere med miljøforkæmpere.”

Skipræsidenten måtte siden undskylde, for den type udtalelser harmonerer ikke med den olympiske bevægelses høje idealer og hjælper heller ikke med at gøre de multinationale sponsorer glade.

I sin erklæring om Hviderusland henviser IOC selv til det olympiske omdømme. Derfor måtte IOC give Lukasjenko en finger.

Men indtil videre er det ikke langfingeren, kun en løftet pegefinger.

Denne kommentar blev først offentliggjort på politiken.dk 14. december 2020 (bag betalingsmur)

Lyt til podcastafsnittet 'Hviderussiske atleter i frontlinjen - følger dansk idræt trop?

Lyt til podcasts om emnet

Demonstration Hviderusland
Idan Podcast 04.12.2020

Hviderussiske atleter i frontlinjen - følger dansk idræt trop?