Idan Artikel 07.04.2016

Få dit budskab ud på Idan-konferencen

Åbent spor, messestand eller ’sponsorat’ for en kaffepause er blandt mulighederne for at synliggøre dit budskab eller din organisation under konferencen ’Idrættens største udfordringer V’ i Vejen Idrætscenter.

Skrevet af: Redaktionen

Idans centrale konference for den danske idrætssektor ’Idrættens største udfordringer’, har efterhånden udviklet sig til et centralt mødested for aktørerne i den danske idrætssektor og den brede folkeoplysende sektor. Ved den seneste udgave i 2014 deltog næsten 460 delegerede over de tre konferencedage til dobbeltkonferencen ’Folkeoplysning i forandring/Idrættens største udfordringer’.

Idan lægger stor vægt på uvildighed i programlægningen, og vi lægger vægt på, at de nu 126 bekræftede oplægsholdere til årets dobbeltkonference i Vejen Idrætscenter den 23.-25. maj repræsenterer et bredt udsnit af vinkler og viden på de mest aktuelle temaer i idrætssektoren og den brede folkeoplysende sektor.

Men naturligvis er der vinkler, vi ikke kan dække med det officielle program, eller budskaber, som det er relevante for de mange deltagere at få ud på anden vis. Derfor bliver der igen ved dette års konference forskellige muligheder for at markere sig:

Hold oplæg på åbent spor

Burde dit budskab eller projekt have været en del af det officielle konferenceprogram? Fortvivl ikke. Der findes en vej. Igen i år vil vi i begrænset omfang give plads til ’Åbent spor’ i konferencen. Her kan delegerede (som er ordinært tilmeldt som betalende deltagere) få mulighed for at holde et oplæg af max 15 minutters varighed efter eget valg.

Sådan gør du:

1. Tilmeld dig konferencen

2. Send en e-mail mærket ’Åbent spor’ til henrik.brandt@idan.dk, 2921 0972. (senest den 20. april 2016)

Skriv følgende:

  • Overskrift
  • Navn, titel, organisation på oplægsholder
  • Kort introtekst med vinklen på oplægget (max 250 tegn)
  • Foretrukket dag til fremlæggelse (23., 24. eller 25. maj, forbehold for om alle ønsker kan opfyldes)Hvis vi godkender oplægget, sørger vi for at skaffe lokale, AV-udstyr og informere om oplægget i konferenceprogrammet.

Bliv partner for en kaffepause

Bliv synlig i en af kaffepauserne i Vejen Idrætscenter. Prisen er 10.000 kr. ekskl. moms. Du får logo samt benævnelse som partner i programmet og på konferencehjemmesiden samt mulighed for at distribuere informationsmateriale med konferencematerialet. Prisen inkluderer adgang til hele konferencen og sociale arrangementer for én deltager (dog ekskl. overnatning).

Budskabet må gerne være kommercielt, men det skal naturligvis være relevant for konferencens deltagere. Kontakt konferencemanager Maria Suurballe maria@playthegame.org, 2020 6838.

Køb en udstillingsstand

Under konferencen ’Idrættens største udfordringer V’ kan du møde en række af idrættens innovatører på messestande i det centrale lobbyområde i Vejen Idrætscenter. Du kan også få en stand til dit projekt eller din organisation. Vifo sørger for at opstille messestande 2*3 meter. Du sørger selv for bemanding og udsmykning. Din stand skal være klar senest kl. 9.00 på de dage, du har lejet en stand.

Du kan leje standen for enkelte dage (mandag kr. 2.000, tirsdag og onsdag kr. 2.500 pr. dag) eller for alle tre dage (kr. 6.000). Prisen er ekskl. moms. Du skal desuden være tilmeldt konferencen som almindelig delegeret.

Hvis du ikke ønsker at deltage i konferencen, men kun vil bemande en stand (evt. have en medhjælper med), koster det 1000 kr. pr. dag inkl. adgang til måltider og sociale arrangementer. Kontakt konferencemanager Maria Suurballe maria@playthegame.org, 2020 6838. Først til mølle… Der bliver ca. 10 stande. 

Brug ’twittervæggen’

Vi vil gerne have relevante kommentarer og links før, under og efter konferencen. Der vil være en ’twittervæg’ centralt i Vejen Idrætscenter under konferencen. Benyt #vejen2016, så tweeter du med hele den brede sektor og er vældigt med på noderne.

Læs mere