Idan Artikel 15.04.2006

Færre til landstævne end forventet

22.000 aktive og 3.000 ledsagere har tilmeldt sig DGI's landsstævne. Det er færre end forventet. DGI forlænger nu tilmeldingsfristen til stævnet.

Skrevet af: Søren Bang

Interessen for at deltage i DGI's landsstævne i Haderslev er mindre end forventet.

Ved tilmeldingsfristens udløb havde 25.000 udøvere og ledsagere tilmeldt sig stævnet, som i halvfemserne trak over 40.000 deltagere.

Dermed må DGI for anden gang i træk notere en skuffende tilslutning. Da Bornholm var vært for det seneste landsstævne i 2002, deltog knap 20.000.

Det lille deltagerantal for fire år siden blev forklaret med den lange rejsevej til Bornholm. Med Haderslev som værtsby havde DGI derfor håbet på 30.000-40.000 deltagere.

Udskyder tilmeldingsfrist

DGI har nu udskudt den endelige tilmeldingsfrist til den 7. maj. Samtidig vil organisationen som noget nyt tilbyde endagsbilletter. De kan købes helt frem til den 1. juni.

Ifølge Søren Møller, der er formand for DGI, har flere således givet udtryk for, at det var en hindring at deltage i hele stævnet, der løber fra den 29. juni til 2. juli.

Som endagsbesøgende vil det bl.a. være muligt at se højdepunkter som TV2, Gnags og DGI's verdenshold.

Gymnastikken trækker bedst

De foreløbige tilmeldinger viser, at gymnastikken med lidt over 12.000 deltagere fortsat er lokomotivet i DGI.

Herefter følger håndbold med 1.588 deltagere, fodbold med 1.386 deltagere og skydning med 1.357 deltagere.

Gymnastik, håndbold, dans/musik og petanque er blandt de idrætsgrene og discipliner, der har oplevet størst fremgang siden 2002, mens der kun er beskeden interesse for atletik, tennis, bordtennis og kampidræt.

Flere forklaringer på lavere interesse

I Jyllands-Posten siger Søren Møller, at DGI i fremtiden må indstille sig på 25.000-30.000 deltagere som et naturligt leje.

Selv vurderer han, at der i dag er mindre status ved at være gymnast nummer 1.250 på et motionshold, men DGI frygter også, at de færre deltagere på Bornholm har betydet, at landstævnet har mistet mange ambassadører ude i foreningerne.

Endelig kan man selvfølgelig diskutere, om DGI har ligeså godt fat i foreningerne som i halvfemserne, hvor landsstævnet i Silkeborg i 1998 slog alle rekorder med 45.000 deltagere.

Øget individualisering og mere fleksible rejsevaner kan måske også have påvirket tilslutningen til en så stor kollektiv begivenhed som et landsstævne.