Idan Artikel 27.06.2017

Fem trailcentre skal få flere til at dyrke idræt i naturen

Danmarks Idrætsforbund og Lokale og Anlægsfonden går sammen om fem nye eksempler på bygninger, der kombinerer klubhus, depot og mødested. Det skal styrke idræt og fysisk aktivitet i naturen.

Skrevet af: Jonna Toft
Nøgleord: Natur

Mens der er masser af fugletårne, bålhytter og naturskoler, er der ikke særlig mange faciliteter i naturen til dem, der vil dyrke idræt eller på anden vis være fysisk aktive udenfor.

Derfor vil Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund starte en udvikling, hvor der kommer flere faciliteter i naturen rettet mod dem, der vil være aktive. De er gået sammen om at udvikle fem trailcentre, altså bygninger, der kombinerer klubhus, depot og mødested, og som kan bruges af både organiserede og uorganiserede brugere.

Navnet er valgt, fordi mange outdoor-idrætter bruger ’trails’ (stier og ruter) til deres aktiviteter.

De fem trailcentre skal fremvise forskellige løsninger både i størrelse og funktion. Hensigten er, at de kan udgøre eksempelprojekter, så der i fremtiden kan etableres trailcentre i hele landet.

Høj funktionalitet skal imødekomme mange forskellige brugergruppers behov for servicefunktioner ved at samle dem alle på én lokalitet. De fem udvalgte eksempelprojekter er: 

  • Silkeborg ved Silkeborg vandrehjem 
  • Skimminghøj ved Ry 
  • Almindingen på Bornholm 
  • Hallingskoven ved Svendborg 
  • Seest Fritidslandskab ved Kolding

Projektet vil have stærkt fokus på lokal brugerinvolvering. Baggrundsgruppen består af: Danmarks Cykle Union, Rullesport Danmark, Danmarks Skiforbund, Dansk Atletik Forbund, Dansk Orienterings-Forbund, Dansk Ride Forbund, Dansk Svømmeunion, Dansk Golf Union, Dansk Sportsdykker Forbund, Dansk Kano og Kajak Forbund, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og DGI.