Idan Artikel 02.04.2007

Finansministeriet kritiserer OL-rapport

Rambøll Managements OL-rapport overdriver de økonomiske fordele ved et dansk afholdt OL, vurderer Finansministeriet. Socialdemokratiet trækker nu sin opbakning til OL.

Skrevet af: Søren Bang

Opdateret

Omkostningerne er sat for lavt, og de samfundsøkomiske gevinster er alt for optimistiske.

Sådan lyder Finansministeriets hårde vurdering af Rambøll Managements rapport om de samfundsøkonomiske effekter af et dansk OL, der sidste år blev afleveret til kulturministeren.

I et svar til Folketingets finansudvalg sendt torsdag skriver finansminister Thor Pedersen, at de samfundøkonomiske gevinster på 28 milliarder kroner er overvurderede.

Alene metodemæssige problemer i beregningerne kan reducere gevinsterne med 9 milliarder kroner eller cirka en tredjedel af den skønnede gevinst ved et OL i København. Dertil kommer, at bl.a. de sundhedsmæssige gevinster på 2,6 milliarder kroner er meget usikre.

Samtidig mener Finansministeriet, at omkostningerne til idrætsanlæg, sikkerhedskontrol og hotelfaciliteter er sat for lavt. F.eks. ventes sikkerhedsudgifterne, som Rambøll-rapporten sætter til en halv milliard kroner, således at løbe op i ni millarder kroner ved OL i London om fem år.

Desuden vurderer Finansministeriet, at rapporten forudsætter infrastrukturprojekter, herunder en udbygning af metroen, til en samlet pris af 25-30 milliarder kroner.

Socialdemokraterne ændrer holdning til OL-planer

Socialdemokratiet anklagede i sidste måned Thor Pedersen for at være forhastet i sin kritik af en eventuel dansk OL-ansøgning.

Men Finansministeriets beregninger får nu Socialdemokratiet til at lægge kraftig afstand til ønsket om en dansk ansøgning. Det er ifølge partiet helt urealistisk.

"Der er tale om en sønderlemmende kritik af den rapport, som Kulturministeriet offentliggjorde," siger socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen, der i en pressemeddelelse kalder sagen en skandale og samtidig retter skytset mod kulturminister Brian Mikkelsen.

"Finansministeriets gennemgang af Kulturministeriets rapport viser desværre endnu engang kulturministerens manglende politiske dømmekraft, og enhver tanke om et OL i Danmark må på den baggrund nu desværre vurderes at være helt udelukket," skriver han. 

Afviser kritik

 Kulturminister Brian Mikkelsen afviser over for Ritzau kritikken:

"Mogens Jensens udtalelse afslører, at han ikke har sat sig ordentligt ind i tingene. Det er ikke Kulturministeriets rapport, men Rambølls rapport," siger Brian Mikkelsen.

Venstres kulturordfører, Ellen Trane Nørby, fastholder trods de nye beregninger, at det er for tidligt at afskrive en dansk OL-ansøgning. Hun kalder Mogens Jensens udmelding for historiens største kovending.

"Det er ærgerligt, at Socialdemokraterne ikke vil have ambitioner på Danmarks vegne, og drømmen om OL behøver ikke være realistisk nu og her. Det er slet ikke endnu, vi skal ansøge," siger hun til Ritzau.

Rambøll Management svarer igen

I Rambøll Management fastholder chefkonsulent Jørgen Hansen OL-rapportens beregninger.

"Generelt er det vores indtryk, at Finansministeriet tegner et meget dystert billede af de økonomiske muligheder, der ligger i at huse et OL. Det er en politisk holdning fra ministeriets side. Rambøll Managements bud har været et realistisk bud, en såkaldt 'base case'," siger Jørgen Hansen i en skriftlig udredning på Rambøll Managements hjemmeside.

Her afviser konsulentfirmaet samtidig en række af kritikpunkterne. Det gælder bl.a. flere af de metodiske indsigelser, de beskedne udgifter til sikkerhed og rapportens argumenter for at inddrage en sundhedsgevinst i regnestykket.

Læs mere

 
 

Læs Finansministeriets vurdering af rapporten 'OL til Danmark' (marts 2007). Klik her

Læs Rambøll Managements skriftlige svar på kritikken. Klik her

Læs socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensens pressemeddelelse om rapporten her (marts 2007). Klik her

Læs Rambøll Managements rapport 'OL til Danmark' (marts 2006). Klik her

Læs den norske økonom Harry Arne Solbergs vurdering af Rambøll-rapporten for Idan (juni 2006). Klik her