Idan Artikel 01.03.2006

Fire foredrag om fodbold

Institut for Idræt på Københavns Universitet inviterer til fire foredrag om fodbold. Det sker som optakt til VM i Tyskland.

Skrevet af: Søren Bang

Alle med interesse for fodboldens fysiologiske eller samfundsmæssige sider er velkomne, når Institut for Idræt henover foråret afholder fire forelæsninger om moderne topfodbold som optakt til VM i Tyskland.

Oplæggene kommer vidt omkring:

Mens Peter Krustrup og Jens Bangsbo sætter fokus på de mere fysiologiske sider, går Hans Bonde og Birger Peitersen tæt på fodboldens mandeidentitet og fankultur.

Fra fysisk træning til metroseksualitet

Peter Krustrup lægger ud med det første foredrag torsdag den 9. marts, hvor han bl.a. vil belyse mandlige og kvindelige elitefodboldspilleres fysiske form og kamppræstationer.

Jens Bangsbo diskuterer den 3. april, hvordan videnskaben bruges til at forbedre elitespilleres præstationer, og hvordan man planlægger træningen op til et VM.

Hans Bondo argumenterer den 5. maj for, at den traditionelle maskulinitet fortsat er fremherskende i elitesporten, og at æstetiseringen af sportens superstjerner foregår uden for banen. Foredraget har den fascinerende titel 'Beckham og den metroseksuelle mand'.

Endelig kigger Birger Peitersen den 7. juni på den internationale fankultur og spørger, hvordan medierne og de tyske myndigheder vil tackle den mulige krudttønde af fanrivalitet mellem de tyske 'Schlachtenbumlere', hollandske 'siders' og engelske 'hooligans'.

Der vil efter hvert foredrag være mulighed for debat med oplægsholderen. Alle foredrag varer to timer og foregår på Institut for Idræt, Københavns Universitet, Store Auditorium, Nørre Allé 53, 2200 København N.

Starttidspunktet er alle dage kl. 16 undtagen den 5. maj, hvor man begynder kl. 15.