Fitness skal integrere kvinder
Københavns Internationale Forening har åbnet et fitnesscenter 'kun for kvinder' målrettet etniske minoriteter. Men også på landsplan vinder fitnesscentre og fitnessafdelinger for kvinder frem.
Mange indvandrerkvinder ønsker af kulturelle og religiøse årsager ikke at dyrke motion i selskab med det modsatte køn. Disse kvinder er derfor afskåret fra at dyrke fitness i mange af de traditionelle træningscentre og idrætsforeninger, hvilket for mange har været medvirkende til yderligere social isolation. Dette skal et nyt fitnesscenter kun for kvinder forsøge at råde bod på. Målsætningen er, at centeret vil bidrage med et socialt og sundhedsmæssigt løft for gruppen af etniske minoritetskvinder. Initiativet kommer fra Københavns Internationale Forening, som til daglig arbejder for at integrere unge nydanskere i det danske samfund. Foreningen har hidtil fungeret som værested for unge og har derudover igangsat en række aktiviteter lige fra lektiehjælp til foredrag om demokrati, dansk kultur og sundhed.
Frivillig arbejdskraft
Alle tiltag er baseret på frivillig arbejdskraft, og foreningen er afhængig af økonomisk støtte til deres projekter. Fitnessprojektet har fået tilskud på 619.365 kr. fra Københavns Kommunes Kultur og Fritidsforvaltning, som dermed står for hovedparten af finansieringen.
Derudover har projektet også fået tilskud fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers (DGI) udviklingsmidler på 50.000 kr. og yderligere 50.000 fra DGI's integrationsmidler. Centeret er på nuværende tidspunkt organiseret via en styregruppe bestående af frivillige instruktører og receptionister med formand Said Hussein i spidsen. På længere sigt er målet, at fitnesscenteret skal fungere som en egentlig forening med medlemmerne som medbestemmende for aktiviteterne og driften. Fitnesscentret har siden åbningen i starten af april fået ca. 100 medlemmer. Medlemmerne varierer aldersmæssigt fra helt unge til kvinder op imod 70 år. Selv om fitnesscenteret er målrettet indvandrerkvinder, er alle kvinder velkommen i centeret. Et medlemskab koster 300 kr. for tre måneder. Københavns Internationale Forening er glad for medlemstilstrømningen og overvejer nu at udvide med flere aktiviteter som f.eks. holdtræning med instruktører uddannet gennem DGI. Ydermere har foreningen opstartet en paraplyorganisation, som består af flere lokale foreninger rundt omkring i Danmark. Der kan derfor være udsigt til flere fitnesscentre af samme type, såfremt succesen i det københavnske pilotprojekt fortsætter.
Fitness for kvinder i vækst
Selvom idrætsforeninger for kvinder rent historisk set ikke er et særsyn, har det i de seneste år primært været de kommercielle fitnesscentre, der har udviklet nye kvindekoncepter med stor succes. Det er således ikke kun indvandrerkvinder, der har et behov og ønske om at træne ugenert sammen med andre kvinder.
Konceptet ’fitness kun for kvinder’ stammer oprindeligt fra USA og har de seneste år også gjort sig indtog i Danmark og resten af Europa. I modsætning til de traditionelle fitnesscentre har disse konceptcentre primært målrettet sig mod kvinder over 30 år, der har høje krav til et trygt og intimt træningsmiljø. Der findes i dag 20 kommercielle fitnesscentre i Danmark kun for kvinder, og yderligere 10 centre med særlige afdelinger forbeholdt kvinder
Oversigt over kommercielle fitnesscentre kun for kvinder
Center/kæde |
Antal centre |
Hjemmeside |
Butterfly Woman |
14 |
|
Curves, Vejle |
2 |
|
Welness for kvinder |
1 |
|
Easy Lounge, Odense |
1 |
|
Nomen, Kolding |
1 |
|
fitness dk |
1 |