Fitness udfordrer idrætten

Intet tyder på, at tidens fitnessbølge er et modefænomen. Tværtimod, forudser direktøren for landets største fitnesskæde, fitness dk, en kraftigt vækst i de kommende år. ”Vi kan sagtens fordoble antallet i af kunder og medlemmer i branchen, hvis man politisk får øjnene op for, at den både kan løse sundhedsproblemer og skabe uforpligtende fællesskaber,” sagde Rasmus Ingerslev, da Idrættens Analyseinstitut præsenterede sin nye bog om fitness-sektorens historie. Det skete ved en mediebriefing på Holmen onsdag, hvor Idan foruden Rasmus Ingerslev også havde inviteret formanden for DGI, Søren Møller, til at give nogle bud på fitness-sektorens udvikling. Forinden havde forfatteren til bogen ’Fra muskelmasse til massebevægelse’, Kasper Lund Kirkegaard fra Idan, bl.a. peget på, at den danske fitness-sektor af historiske grunde og trods kraftig vækst i de senere år stadig står svagere end i lande som Sverige, Norge og Holland.

Kritik af ulige konkurrence

Desuden er usædvanligt mange centre herhjemme organiseret i foreningsregi. Og der bliver ikke færre non-kommercielle centre, hvis det står til Søren Møller. DGI satser netop målrettet på at skabe mere fleksible og sundhedsorienterede idrætstilbud. 

Spørgsmålet er så, om der er tale om en ulige og urimelig konkurrence mellem de kommercielle centre og de foreningsdrevne, der modtager offentlig støtte. Ja, mener Rasmus Ingerslev. ”Jeg kan ikke se, at der er mere folkeoplysende aktivitet i foreninger, som tilbyder fitness, end i private centre. Det er de samme aktiviteter, der foregår. Af samme grund kunne man overveje, om den enkelte ikke burde have et frit valg til selv at bestemme, om han vil bruge det offentlige tilskud i en forening eller i et kommercielt center – ligesom ved frit sygehusvalg,” sagde Rasmus Ingerslev.

Foreninger har andet formål end profit

Men præmissen om urimelig konkurrence accepterer Søren Møller ikke, selv om han anerkender, at de foreningsdrevne fitnesscentre har mange fælles berøringsflader med de kommercielle centre. 

Han mener, at foreningerne med fleksible fitnesstilbud både kan sluse folk ind i det traditionelle foreningsarbejde og samtidig efterkomme et behov for et mindre forpligtende og mere funktionelle aktiviteter. Desuden er det en helt afgørende forskel, at foreningerne trods deres forretningsprægede aktiviteter og lønnede instruktører ikke drives med profit for øje. ”Vi er leverandører til hele det danske folk. Vi har haft succes i Bramming, Borup og Vrå, hvor ingen vil lave kommercielle centre.” sagde Søren Møller, der kaldte det for tabermentalitet, hvis man klager over konkurrencen fra foreningerne. ”Kommunerne kan lave forretningsaftaler med de kommercielle centre og give tilskud til foreningerne. Folk vil gerne have begge dele.”

Fælles udfordringer

Idans nye bog diskuterer i høj grad fitness-sektorens samfundsrolle og fremtidsperspektiver. Det gælder ikke mindst i forhold til de markante udfordringer, som den kommercielle købeidræt stiller foreningsidrætten over for.

Men trods uenighederne og interessemodsætningerne ser Søren Møller og Rasmus Ingerslev også flere fælles udfordringer og muligheder for fitness-sektoren under ét. Søren Møller pegede blandt andet på motionsdoping og en narcissistisk betinget sygelig afhængighed af træning, som områder, hvor foreninger og kommercielle centre kan gøre fælles front. Omvendt pegede han på samfundets fokus på sundhed og på mange menneskers behov for at have uforpligtende frirum som positive potentialer for hele sektoren. Eller som Rasmus Ingerslev formulerede det: ”Vores kunder kommer ikke for at tage del i et tæt fællesskab – de kommer for træningens nytteværdi. Men centret er også et tredje sted ved siden af hjemmet og arbejdet. En oase, som er helt uforpligtende. Et sted, hvor man kan have et fællesskab om fitness – men helt uforpligtende.” Ligesom Søren Møller ser han muligheder for et tættere samarbejde mellem foreningslivet og de kommercielle centre. Begge sider kan efter hans mening lære af hinanden og måske indgå i nye former for samarbejde - f.eks. foreninger, der i kortere eller længere perioder lejer sig ind i kommercielle centre.