Idan Artikel 09.01.2015

Fitnesss og idræt scorer højt på forbrugertilfredshed

Fitnesscentre og idrætsklubber er med i top, når man sammenligner dem med en lang række andre produkt- og servicemarkeder i Danmark, viser en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Skrevet af: Ditte Toft

Målt på forbrugernes oplevelse af en lang række produkter og services på det danske marked ligger markedet for fitness og idrætsklubber med helt fremme, når det gælder forbrugertilfredshed.

En rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der sammenligner 50 danske markedsområder, placerer fitness og idrætsklubber på en tredjeplads, kun overgået af markederne for kultur og underholdning samt benzin og diesel.

I bunden finder man markeder som banker og tv-abonnementer.

Undersøgelsen måler på tre forskellige parametre af forbrugeroplevelsen: Tillid, gennemsigtighed og opfyldelse af forventning. På alle tre parametre ligger markedet for fitness og idrætsklubber højt placeret, men i særlig grad oplever forbrugerne at få opfyldt deres forventninger.

Markeder for serviceydelser, som fitnesscentre og idrætsklubber ligger inden for, scorer generelt lavere i undersøgelsen end markeder, der sælger mere konkrete produkter, forbrugerne umiddelbart kan forholde sig til. Men netop fitness og idrætsklubber ligger sammen med underholdning og kultur meget højt.

Danmark ligger godt internationalt

Rapporten laver en forsigtig sammenligning med ni andre europæiske lande (Sverige, Finland, Tyskland, Storbritannien, Holland, Frankrig, Italien, Norge og Belgien) og konkluderer, at de danske forbrugere vurderer fitness og idrætsklubber højere end de øvrige lande.

Det gælder på alle tre tre målte parametre, men især opfyldelsen af forventninger ligger højere i forhold til gennemsnittet fra de ni andre lande.

Undersøgelsen har ligeledes set nærmere på forbrugernes oplevelse af udbuddet på de forskellige markeder og på muligheden for at skifte udbyder.

Resultaterne viser, at mens fitness og idrætsklubber ligger langt nede på listen i vurderingen af udbud sammenlignet med de øvrige danske markedsområder, ligger de til gengæld med helt i top, når det gælder muligheden for at skifte udbyder. Det gælder også i en sammenligning med de øvrige ni lande. 

Læs mere

 
 

Undersøgelsen bygger på data fra en forbrugersurvey, der er gennemført af EU-Kommissionen, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har stået for bearbejdningen af de danske data.

Læs hele Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport ’Forbrugerforholdsindekset for 50 danske markeder 2014’