Idan Artikel 04.07.2012

Flere dropper avisen og går på nettet

Internettet fortsætter med at vinde indpas i voksne danskeres forbrug af idræts- og sportsstof i medierne. Modsat bruger færre danskere aviserne til at følge idræt og sport.

Skrevet af: Ditte Toft

Undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner 2011’ viser en markant stigning i andelen af voksne danskerne, som bruger internettet til at følge idræt og sport i medierne (figur 1). I alle aldersgrupper har internettet vundet indpas, mens færre voksne danskere læser om idræt og sport i avisen.

Størst er stigningen blandt de 30-39-årige, hvor 45 pct. i 2011 mod 29 pct. i 2007 bruger internettet til at følge idræt og sport. Mindst er stigningen blandt de ældste i aldersgruppen +70 år.

Modsat har aviserne oplevet et markant fald. Udviklingen betyder, at aldersgrænsen for, hvornår avisen er større end internettet som leverandør af idræts- og -sportsnyheder til danskerne, har rykket sig dramatisk siden 2007. Hvor avisen tidligere var en mere populær kilde til at følge idræt og sport end internettet i alle aldersgrupper fra slutningen af 30-årsalderen eller derover, er internettet nu det foretrukne medie frem til starten af 50-årsalderen. Skæringspunktet har altså rykket sig med ca. 15 år i perioden fra 2007 og frem til 2011.

Figur 1: Internette overhaler aviserne i idrætsdækningenVoksne danskeres svar på spørgsmålet: Hvilke medier bruger du først og fremmest til at følge med i idræt/sport (sæt gerne flere krydser)? Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner 2011.

Tv fortsat den vigtigste leverandør af sport

Den vigtigste kilde til de danske medieforbrugere af idræt og sport er dog fortsat tv. I stort set alle aldersgrupper blandt de voksne danskere (+16 år) angiver mellem 70 og 80 pct., at de følger med i tv-mediets idræts- og sportsdækning. Danskernes forbrug af tv har tilsyneladende ikke nået et mætningspunkt endnu, da der siden 2007 er sket en stigning i andelen af danskere, som følger idræt og sport på tv. I alle aldersgrupper på nær aldersgruppen +70 år er der sket en stigning i andelen.

Download udgivelsen

Idan Udgivelse juli 2012
Idræt i avisen. Danske avisers dækning af idrætsområdet