Idan Artikel 01.07.2006

Flere tv-kanaler på vej

Internationale forhandlinger om frekvenser skaber solide forudsætninger for et massivt udbud af digitalt tv i Danmark. Flere landsdækkende kanaler – og mere sport til danskerne – er på vej.

Skrevet af: Martin Hedal

Mens TV 2 netop har afhændet en god portion håndboldkampe til TV3 og under stor mediebevågenhed dermed lagt låg på Anja Andersens privatligaplaner, har IT- og Telestyrelsen i al stilfærdighed været i internationale forhandlinger om noget, som kan få langt større konsekvenser for dansk idræt i medierne. TV 2 måtte for nylig udskyde planerne om en sportskanal, men udbuddet af sport på dansk tv kan meget vel vise sig at blive meget større de næste par år.

Over 100 lande har deltaget i forhandlinger om tv-frekvenser i en stor konference, som Den Internationale Telekommunikations Union netop har afholdt i Geneve. Danmark fik tildelt otte landsdækkende sendenet til digitalt tv. Hvert net kan bære op til fire digitale tv-kanaler, men der er også mulighed for at udvikle andre platforme som trådløst bredbånd og landsdækkende mobil-tv-kanaler.

Mulighederne er mange, men i 2009 lukkes det analoge sendenet i Danmark, og landsdækkende jordbaseret digitalt tv (DTT) med et bredt udbud af tv-kanaler er til den tid en realitet. Sagt på en anden måde vil der i en forholdsvis nær fremtid sandsynligvis blive langt flere reelt landsdækkende tv-kanaler i Danmark end DR og TV 2.

Mere sport

 En eller flere sportskanaler kan meget vel blive en del af det nye digitale sendenet. I den netop indgåede brede medieaftale fremgår det, at en distributør (gatekeeper) af DTT ”skal tilbyde et bredt og varieret programudbud, som inkluderer forskellige kategorier af kanaler såsom underholdningskanaler, nyhedskanaler, musikkanaler, populærvidenskabelige kanaler og sportskanaler.”

Sport fungerer ofte som katalysator for udvikling af ny medieteknologi, og sport tiltrækker mange tv-seere. Det er således meget sandsynligt, at sport vil blive brugt som salgsargument, når DTT skal sælges til danskerne i konkurrence med kabel-, satellit- og IP-tv (tv via nettet).

HD-tv og landsdækkende mobil-tv

 De landsdækkende digitale sendenet kan også bruges til tv i høj opløsning (HD-tv). Det vil dog lægge beslag på mere kapacitet end almindelige tv-kanaler. Alligevel kunne man godt forestille sig, at der i DTT vil blive tilbudt HD-tv-kanaler, der også meget vel kunne indeholde sportsprogrammer. Sport bruges allerede nu som kickstarter for udbredelsen af HD-tv – eksempelvis ved fodbold-VM i Tyskland.

Med de mange nye sendenet er det også meget sandsynligt, at landsdækkende mobil-tv kan blive en realitet om nogle år, og sports- og nyhedsindhold er oplagt her. Ifølge Financial Times har 600.000 sydkoreanere på et halvt år købt udstyr til modtagelse af mobil-tv, efter man i det højteknologiske land har indført gratis, luftbårne mobil-tv-kanaler. På verdensplan spås de olympiske lege i Beijing i 2008 at blive et gennembrud for mobil-tv.