Idan Artikel 31.07.2006

Fodbolden på kant med med EU

UEFA’s nye krav om, at klubberne skal stille med et vist antal lokale spillere til de europæiske kampe, kan være i strid med EU-traktaten.

Skrevet af: Søren Bang

UEFA risikerer at få underkendt sin nye regel om, at alle klubber skal stille med et minimum af lokalt udviklede spillere i europæiske kampe.

Ifølge juristen Ian Lynam, der er tilknyttet det internationale advokatfirma Slaughter & May i London, er en sådan regel direkte i strid med arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, selv om UEFA ikke opererer med nogen nationalitetskrav.

For i realiteten betyder UEFA’s krav, at hjemlandets spillere vil få bedre adgang til de lokale klubber end tilrejsende spillere fra andre EU-lande.

Konkret kræver UEFA, at mindst fire ud af de maksimalt 25 spillere i truppen har lokal tilknytning, når klubber deltager i de europæiske turneringer. Det betyder, at den enkelte spiller som 15-21-årig skal have spillet tre sæsoner i klubben. Dog er det tilstrækkelig, hvis to af de fire lokale spillere har spillet under det nationale forbund.

”Det er for mig klart en ulovlig regel, som overtræder EU-traktaten. Og hvis tilstrækkelig mange bliver opmærksomme på det, kan der komme pres på UEFA for at ændre den,” siger Ian Lynam ifølge Football Insider.

Kravet strammes Han forudser, at det kan ske, når UEFA efter planen vil kræve otte lokalt udviklede spillere i truppen fra og med 2008.

I sidste ende kan EF-domstolen i så fald få til opgave at afgøre, om UEFA's regler holder sig inden EU-traktaten, som det også skete i den historiske Bosman-dom.

Selv ser UEFA ingen problemer, fordi kravet om lokalt udviklede spillere ifølge det europæiske fodboldforbund alene er sportsligt begrundet. Bl.a. ønsker UEFA at motivere flere klubber til at prioritere ungdomsarbejdet højere.