Idan Artikel 27.03.2018

Fokus på idrættens udsatte grupper

To helt nye rapporter om udsatte grupper i idrætten kommer til debat som en del af konferencen ’Idrættens største udfordringer VI’ den 10.-11. april.

Skrevet af: Redaktionen

Hvad vil det egentlig sige at være udsat i forhold til idræt, og hvordan hitter vi rede i det virvar af puljer og organisationer, der på forskellig vis arbejder med at tilbyde idræt eller tilpasse idræt til nogle af samfundets mere ekskluderede grupper?

På førstedagen af konferencen ’Idrættens største udfordringer VI’ i Vejen Idrætscenter den 10.-11. april offentliggør idrættens Analyseinstitut med økonomisk støtte fra TrygFonden de to første af tre delrapporter om idrætten og de udsatte grupper. Rapporterne indgår som en del af konferencematerialet på sessionerne om idrættens udsatte grupper, og samtidig vil forsknings- og analyseleder Maja Pilgaard og analytiker Steffen Rask fra Idan gennemgå rapporternes resultater, lige som Idan vil præsentere en analyse af kommunernes arbejde med fritidspas og andre kontingentordninger for udsatte børn og unge.

Flere af konferencens sessioner sætter fokus på idrættens sociale rummelighed, og der bliver blandt andet mulighed for at få den ’officielle’ idrætsvinkel på spørgsmålet om idrættens sociale rummelighed ved næstformand Thomas Bach fra Danmarks Idræts-Forbund, mens de mere skæve vinkler blandt andet kommer fra sekretariatschef Cliff Kaltoft, Landsforeningen af Væresteder og fra Svend Elkjær fra det UK-baserede Sports Marketing Network, der blandt andet har specialiseret sig i at ’samle på gode historier’ om idræt som redskab i forhold til særlige målgrupper.

Rummelige faciliteter – hvad vil det sige?

Også begrebet ’rummelige faciliteter’ kommer til at spille en vigtig rolle på konferencen. Direktør Jakob Sander fra værtsarenaen Vejen Idrætscenter deler ud af Vejens idrætserfaringer med at inkludere såvel brugere som medarbejdere i et rummeligt fællesskab, mens Morten Bo Andersen fra Game Denmark deler ud af erfaringerne med organisationens ekspanderende net af Streetmekka-gadeidrætsfaciliteter.

På det lidt mere ’eksperimenterende’ plan har Chef for Kultur, Fritid og Borgerservice Brian Worm Ahlquist fra Holbæk Kommune fået til opgave at fundere over, hvordan man med udgangspunkt i Holbæk Sportsby under opbygning kan designe et inkluderende og bredt favnende idrætsmiljø helt fra bunden og samle hele byens idrætsliv om en ny fysisk lokalitet.