Idan Artikel 14.03.2014

Foreninger skal slippe for APV

Regeringen lægger op til at fritage foreninger fra at udarbejde arbejdspladsvurderinger (APV), der pålægger frivillige ekstra administrative byrder.

Skrevet af: Ditte Toft

Fra idrættens organisationer har der gennem længere tid lydt et ønske om at undtage foreninger fra at udarbejde arbejdspladsvurderinger (APV), som de i dag er lovmæssigt forpligtet til.  Nu har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fremlagt et nyt forslag, der fritager foreningerne fra kravet om APV, der ifølge ministeren pålægger de mange frivillige danskere et unødigt bureaukrati.  ”Regeringen ønsker at støtte op om det frivillige arbejde, som er afgørende for et stærkt dansk foreningsliv og for den sociale sammenhængskræft i vores samfund. Jeg har dyb respekt for de mange danskere, der brænder for en sag og med deres frivillige indsats gør en stor forskel,” siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Tilfredshed i idrætsorganisationerne

Fra DGI og DIF lyder der tilfredshed med, at der nu er taget initiativ til at ændre lovgivningen. 

”Vi er glade for, at ministeren nu kommer med et udspil. Man bliver ikke er frivillig i en idrætsforening for at bruge sin tid på at lave arbejdspladsvurderinger. Det kræver timer at være frivillig, og i DGI synes vi ikke tiden skal gå med APV, men med at skabe en attraktiv idrætsforening og få endnu flere danskere til at dyrke idræt,” siger DGI-formand Søren Møller i en artikel på dgi.dk. Samme tilfredshed lyder fra DIF, men begge organisationer ønsker at diskutere og udvikle forslaget. 

Mindre foreninger med fritidsaktiviteter fritages

Det nye forslag fritager flertallet af de danske idrætsforeninger for APV. I forslaget kommer undtagelsen til at omfatte foreninger med frivilligt arbejde, der har karakter af fritidsaktiviteter. Foreninger, der bliver fritaget, skal desuden være nonprofit og udføre almennyttigt arbejde.

Ligeledes gælder det, at de frivillige skal have arbejde af kortere varighed og af uforpligtende karakter, mens personer, der frivilligt arbejde af mere forpligtende karakter og i mange timer om ugen, f.eks. 25 timers kantinearbejde, ikke vil blive omfattet af undtagelsen.

Læs mere om lovforslaget

 
 
Læs DGI's nyhed om forslaget
Læs DIF's nyhed om forslaget