Forskning i idrætsanlæg åbner lokale diskussioner

Forskningsprojektet ’Fremtidens Idrætsfaciliteter - organisering, styring og ledelse’ har gennem tre år belyst en lang række områder, som kan justeres og optimeres, hvis man ønsker mere levende og veldrevne anlæg, der i højere grad bruges af alle og ikke kun de organiserede brugere.

Så hvis ikke kommunernes fritidsafdelinger og folkeoplysningsudvalg allerede nu gløder af diskussioner om deres idrætsanlæg, så kommer de formentlig til det.

Ved projektets afslutningskonference onsdag den 11. september 2019 på Syddansk Universitet var debatlysten da også stor blandt de 180, der var heldige at få en plads på auditoriesæderne.

23 kommuner har allerede fået et grundigt oplæg til diskussion om deres anlæg. De har nemlig deltaget i en del af forskningsprojektet og fået en kommunerapport om deres anlæg. Her kan de bl.a. læse, hvor mange haltider i hvert enkelt anlæg, der er booket, og i hvor høj grad de bookede tider så også benyttes.

I gennemsnit bliver hver fjerde bookede tid ikke brugt. Det er vel at mærke tid, som kommunerne som regel yder tilskud til. Misbrug af offentlige midler, blev det kaldt af en deltager på konferencen. Det vender vi tilbage til.

Resultater kogt ned til otte anbefalinger

De tre forskere bag projektet, Evald Bundgård Iversen, Jens Høyer-Kruse og Peter Forsberg, har undersøgt 874 idrætsanlæg i 50 kommuner, undersøgt tilfredsheden med anlæggene hos over 22.000 brugere, fået uvildige fagfolk til at vurdere 257 anlægs fysiske tilstand, haft kontakt med ledere, bestyrelse og foreningsmedlemmer i otte anlæg, og samlet de mange resultater i en række rapporter og videnskabelige artikler. Se dem på temasiden Fremtidens idrætsfaciliteter.

Undervejs har forskerne opstillet tre præstationsmål for, hvor godt anlæggene fungerer. De handler om benyttelse, brugertilfredshed og fysisk tilstand.

Til sidst har de kogt resultaterne ned til otte anbefalinger, som blev drøftet på konferencen (se tekstboks). Forskningsprojektet er ifølge professor Bjarne Ibsen verdens hidtil største undersøgelse af idrætsfaciliteter.

De otte anbefalinger handler blandt andet om at styrke anlægsledernes uddannelsesniveau og give dem et tydeligere ledelsesrum. Der er også brug for klarere målsætninger og god opfølgning fra det kommunale niveau eller anlæggets bestyrelse, så lederne har nogle klare anvisninger på, hvad de skal navigere efter.

Mange steder er der nemlig temmelig langt mellem kommunalpolitikernes ambitioner og virkeligheden i anlæggene, forklarede forskerne. Der er simpelthen et gab mellem det, politikerne lægger vægt på, og det, der foregår. Det er væsentligt, når man tænker på, at langt den største del af de offentlige udgifter til idræt bliver brugt til etablering og drift af anlæg.

Generelt går det godt, men…

Forskningen viser, at idrætsanlæggene på mange måder fungerer godt. Der er en relativt høj benyttelse de fleste steder, anlæggene er i bedre fysisk stand end ventet, og brugertilfredsheden er højere end i andre kultur- og fritidsfaciliteter.

Men der er også nogle udfordringer: Mange idrætsanlæg benyttes ikke i det omfang, de kunne. Der er altså mange ledige tider. Idrætsbilledet har ændret sig, og mange dyrker idræt andre steder. Samtidig har kommunerne større fokus på anlæggenes økonomi. Som professor Bjarne Ibsen sagde i sin indledning:

”I 1960’erne blev mange anlæg bygget - det handlede om kvantitet. De sidste tyve år har der med Lokale og Anlægsfonden været et øget fokus på kvalitet, æstetik og tilpasning til forskellige brugergrupper. Og nu er vi i en tredje fase med et øget fokus på anvendelse og økonomi.”

Den ene kommune efter den anden er nu gået i gang med at bruge viden fra forskningsprojektet til debatter og mere fokuserede indsatser, fortalte han.

Kommune betaler 1,5 mio. kr. for tomme haller

Deltagerne på konferencen kunne vælge mellem tre spor, der handlede om projektets tre præstationsmål for idrætsanlæg: Benyttelse, brugertilfredshed og fysisk tilstand. På hvert spor fortalte repræsentanter fra kommuner og idrætsanlæg om, hvordan de har brugt forskningsresultaterne i praksis.

Fra Hedensted Kommune fortalte leder af Kultur og Fritid Teresa Egballe, hvordan kommunen via forskningsprojektet har fået øjnene op for, at de giver tilskud til en masse tom haltid.

”Vi har 13 selvejende anlæg med 16 haller, og vi har en politisk beslutning om, at foreninger får ’gratis halgulv’. Det vil sige, at vi giver et tilskud på 447 kr til hallen for hver time, den er booket af en forening,” forklarede hun.

Forskningsprojektet har undersøgt både booking og den reelle benyttelse af kommunens haller ved hjælp af registranter, ligesom det er gjort i 22 andre kommuner.

76 pct. af de attraktive tider på hverdage mellem kl. 16 og 22 var booket, men kun 52 pct. af tiderne blev reelt brugt. Det gav en fremmødeprocent på 68 i de tre målte uger i 2017, hvilket er lidt under gennemsnittet for Region Midtjylland, som er på 71 pct. 

”Vi regnede os frem til, at der på årsbasis var 3.565 timer i hallerne, som var booket, men ikke blev brugt,” fortalte Teresa Egballe. ”Det er jo tilskudsberettigede timer. I 2017 var tilskuddet 425 kr pr. time, så vi har altså formentlig betalt 1.515.125 kr til slukket lys i en hal, hvor der ikke var nogen til stede.”

”Samtidig kunne vi se, at der var 7.130 ledige, altså ikke-benyttede, timer på et år. Det svarer til, at vi har 7,7 hal stående ledig på alle hverdage kl. 16-22.”

Mønstret var, som på landsplan, at ydertimerne kl. 16-17 og 21-22 ikke er så hårdt booket som kl. 17-21, og at fredage ikke er nær så hårdt belagt.

Samtidig var der geografiske forskelle. F.eks. var kun 27 pct. af tiderne i landsbyen Gluds hal booket, og 17 pct. blev benyttet. Der var også forskelle mellem idrætsgrenene: Badmintonspillerne var f.eks. dårligere til at benytte de bookede tider end andre, fortalte hun.

Kulturen for booking skal ændres

Efterfølgende er et par af hallernes bookninger blevet kritisk gennemgået, og der har været en dialog mellem kommune, haller og foreninger om kulturen for booking og afbooking.

”Der er for langt fra træneren, der kan se, at en tid skal aflyses, via foreningen til hallen, hvor der kan afbookes. Hos os skal man afbooke 30 dage før, men på det tidspunkt får håndboldklubberne stadig ændringer i deres kampprogram,” forklarede Teresa Egballe.

”Hvis blot vi kunne eliminere det, at foreningerne booker mere tid, end de skal bruge, så var vi langt. Det kræver en anden opmærksomhed på, at hallen koster penge, selv om det ikke er foreningens.”

Lektor Evald Bundgård Iversen påpegede, at der skal en kulturændring til:

”Ofte booker man i nogle blokke, og det er svært at afbooke. Man skal ned på et individuelt plan, hvor træneren kan aflyse en tid let og hurtigt, og så skal der indføres økonomiske incitamenter for at gøre det. Det vil højst sandsynligt virke.”

Hedensted Kommune har desuden gjort en indsats for at få andre brugere ind på de ledige tider, fx aftenskoler, der sukkede efter lokaler til bevægelse.

En af de største forhindringer for at gennemføre ændringer, der vil føre til en mere rationel drift, er i Teresa Egballes optik, at der skal en stor portion politisk mod til hos kommunens politikere. Foreningslivet fylder meget i kommunen og prioriteres derfor med gratis halgulv. Der skal mod til at indføre en incitamentsstruktur, der kunne åbne hallerne for andre brugere, som folkeoplysningsloven egentlig giver mulighed for.

I februar 2019 lavede kommunen selv en ny optælling af booking og benyttelse, som viste en bevægelse mod flere benyttede tider. Det skyldes formentlig dels de nye tiltag, og dels en langt større opmærksomhed fra foreningernes og hallernes side. I den periode, hvor kommunen registrerede fremmøde, fortalte nogle brugere ligefrem om sms’er fra foreningerne om, at de skulle huske at møde op.

Problematikken er velkendt i kommunerne

Beretningen fik flere deltagere ved konferencen til at konstatere, at dét regnestykke over penge til mørke haller kunne også laves hjemme hos dem. Selv fra storbykommunen Gentofte, der med sine kommunale haller er helt anderledes organiseret end landkommunen Hedensted med selvejende haller, lød det: Vi har de samme problemstillinger.

”Tak for en åbenhjertig fortælling. Men det er jo frygteligt,” sagde Lokale og Anlægsfondens direktør Esben Danielsen. ”Misbrug af offentlige midler. En tilskudsmodel, der forfordeler ældre beslutningstageres idrætsvaner på bekostning af unges og andre gruppers. Det eneste rigtige er i mine øjne, at haller skal have tilskud efter, hvor meget aktivitet, der er i dem, og det skal måles med optælling. Systemet til det findes, og det er ved at blive indført nogle steder.”

Teresa Egballe var enig. Hun havde gerne set, at der var blevet stillet krav til foreninger og anlæg dengang i 2016, da politikerne besluttede at give foreninger gratis halgulv. Troen på, at foreningerne ville skabe mere aktivitet med gratis halgulv, overskyggede dengang de konsekvenser, der ses i dag.

Forskernes viden sætter mere i gang

I de to andre spor ved konferencen gik debatten også livligt. Pernille Hasløv, forenings- og idrætskonsulent fra Roskilde Kommune, fortalte om, hvordan forskningsresultaterne om anlæggenes fysiske tilstand har skabt en øget opmærksomhed på den samlede bygningsmasse, altså idrætsanlæg, skoler, forsamlingshuse, klubhuse mv., på tværs af kommunens områder.

Deltagerne gav udtryk for, at undersøgelsen har skabt en opmærksomhed på udfordringerne i forhold til fysisk tilstand og betydningen af målinger, krav til anlæggene og rammer for styringen.

I et andet lokale delte Niels Bækgaard fra Sport og Event Park Esbjerg sine erfaringer med at bruge anvende brugertilfredshedsundersøgelser i udviklingen af anlægget. Det kom frem, at det er helt centralt at gå systematisk til værks, når man indhenter oplysninger om brugeres ønsker og behov, uanset om der er tale om kernebrugere eller de mere løse.

Et andet centralt punkt var, at tilfredshedsundersøgelser kan være med til at skabe motivation og mening i den enkelte medarbejders hverdag. Selv rengøringspersonalet kan se, at de er med til at gøre en forskel.

”Der er sket et paradigmeskifte,” mente Roland Christiansen, DGI Huset Vejle, ”Tiden, hvor lederne alene fokuserer på den fysiske ramme er ovre. Nu skal de også involvere sig i aktiviteterne, og det kræver, at de interesserer sig for ønsker og behov hos gæsterne, både dem i og dem uden for foreninger.”

Senere på konferencen blev der sat fokus på offentlig værdi. Professor Carsten Greve fra Copenhagen Business School gav en indføring i, hvordan decentrale velfærdsinstitutioner skaber offentlig værdi, og oplægget blev fulgt op med to beretninger om, hvordan man i Odense Idrætspark og Vinding Idrætscenter ved Vejle arbejder strategisk og praktisk med at højne den offentlige værdi og dermed sikre opbakning og legitimitet.

Ikke nok at anlægslederen siger Goddaw

Et af emnerne ved den afsluttende plenumdebat var, om kommuner skal kræve, at anlægsledere har eller modtager en lederuddannelse. Forskningsprojektet har nemlig vist, at anlægslederne har yderst forskellig uddannelsesbaggrund, og en tredjedel har ikke taget nogle lederkurser.

”Vi møder nogle steder en holdning om, at det er tilstrækkeligt, hvis en anlægsleder er god til at sige ’Goddaw’,” forklarede Evald Bundgård Iversen.

”Men det er en grov forsimpling af den komplekse opgave, det ofte er at lede et anlæg. De skal f.eks. både kommunikere hensigtsmæssigt med et politisk system og med brugerne på gulvet, og de skal lægge strategier og omsætte politiske udmeldinger til forskellige indsatser. Spændet imellem hvad kommunerne kræver, og hvad anlægslederne kan imødekomme, er for stort nogle steder.”

Poul Broberg, chef for public affairs i Danmarks Idrætsforbund, mente, at foreningerne ville have godt af i højere grad at kunne spille op ad en anlægsleder, der giver medspil og modspil og presser på for, at der skal være aktiviteter for hele lokalområdet i idrætscentret.

Jane Jegind, formand for Idræts- og Fritids Faciliteter i Danmark (IFFD) og by- og kulturrådmand i Odense Kommune, lagde vægt på, at man skal anerkende, at det er noget andet at drive et stort idrætsanlæg i dag end for ti år siden:

”At trække nogle brugere ind ad døren, som ikke har en foreningsbaggrund, kræver uddannelse, og kommunerne bør stille krav om det. Der er behov for, at idrætsanlæggene følger med på det område.”

Hun blev suppleret af Esben Danielsen fra Lokale og Anlægsfonden:

”Det, der er brug for i anlæggene, er en civilsamfundsleder. Vi skal udfordre kommunerne, udfordre foreningerne og udfordre de anlægsledere, der ikke er klar over, at de sidder på en guldgrube, som kan blive krumtappen i et velfungerende lokalsamfund. Vi har ikke brug for en, der bare låser op dobbelt så godt.”

Forskningsprojektet har affødt nogle mindre undersøgelser, der nu er ved at blive foretaget. Der er fortsat videnskabelige artikler på vej. Følg det videre arbejde på www.fremtidensidraetsfaciliteter.dk.