Idan Artikel 16.06.2008

Global Goal: Fra drøm til mareridt – og til drøm igen

Med en usædvanligt god målnæse udviklede Jesper Langhorn i 2002 det runde fodboldmål ”Global Goal”. Men de forretningsmæssige mål havde han ikke. Det kostede dyrt, indtil Parken for et par år siden overtog den forretningsmæssige del.

Skrevet af: Martin Hedal

Jesper Langhorn stod i begyndelsen af dette årti som fodboldtræner for 35 juniorer med et stort problem: Hvordan skulle han ene mand få tid til at træne alle 35 individuelt? Derfor gik rørsmeden i gang med at udvikle det runde fodboldmål, der uanset fodboldspillerens niveau kan anvendes som ”hjælpetræner” til et væld af boldøvelser.

Tilfredsstillelsen var stor, da drømmen om det runde fodboldmål gik i opfyldelse, men det havde kostet i privatøkonomien:

”Jeg havde et godt job. Det blev jeg nødt til at sige op for at gå ud og tjene ingenting på det der. Jeg sagde: ”Det er en god ide, så nu tager jeg chancen.” Det var det sværeste. For der er jo ikke nogen, der kommer og dækker ens udgifter hver måned. Så du ryger direkte ud i ingenmandsland. Det gjorde jeg også. I 2½ år tjente jeg ikke nogen penge,”fortæller Jesper Langhorn. 

En klassisk iværksætterhistorie

Global Goals historie er den klassiske fortælling om opfinderen, der finder på en innovativ løsning og efterfølgende sætter sig i milliongæld. Jesper Langhorn fandt sig nogle partnere til den forretningsmæssige del, men det endte som et ulykkeligt ægteskab, hvor forretningen Global Goal stadig gav underskud:

”Jeg har altid betalt mine ting og har ikke skyldt nogen noget, og lige pludselig skylder man 3,5 mio. Det er noget surrealistisk noget, der sker for én,” forklarer han om det økonomiske mareridt.

Først for nylig er Global Goal forvandlet til en positiv vækstvirksomhed, da Parken har købt sig ind med 70% og nu står for selve forretningen. I dag sidder Jesper Langhorn sammen med tidligere fodboldspiller Michael Manniche og direktør Peter Østergaard (som også er direktør i Billetlugen) i et hjørne af Parken, og opfinderens drøm gik dermed alligevel i opfyldelse:

”Det vigtigste for mig er, at den bliver holdt i luften, og at den hele tiden er i gang. Det er jo det, der er mit mål. Hvis pengene så kommer på et tidspunkt, så vil det da kun være glimrende og dejligt – og et eller andet sted også fortjent, fordi jeg har knoklet røven ud af bukserne, ligesom alle mulige andre mennesker har her. Så det ser jeg da frem til, hvis det sker, og hvis det ikke sker, så har jeg da et fint job her, og jeg ved, at min opfindelse får en fair behandling her.” 

Den store udfordring

En af de største udfordringer for Global Goal har været at formidle de mange træningsmuligheder med målet. En konservativ dansk fodboldkultur med firkantede mål er en stadig udfordring for Global Goal:

”Barrieren er, at vi skal ud og forklare det. Jeg kan ikke bare sætte det i et katalog, og så sælger det. Jeg bliver nødt til at forklare folk, hvordan de skal bruge det. […] Det giver dig nogle muligheder for at træne nogle individuelle færdigheder for dig selv i dit eget tempo og på dit eget niveau. Du kan heade ind i den to gange, du kan gøre det 2.000,” forklarer direktør Peter Østergaard.

Jesper Langhorn kunne heller ikke få fodboldklubbernes moder DBU med på ideen fra begyndelsen:

”Det var ligesom mig, der skulle komme og bevise det, i stedet for at DBU måske havde taget den op meget tidligere i processen,” forklarer han.

Peter Østergaard ser det til gengæld som en stor fordel, at DBU i dag er langt mere positive over for Global Goal:

”Vi har fået en blåstempling i og med, at det har været med på DBU’s fodboldskoler. Det er jo ligesom vores kongelige hofleverandørsted. Det har gjort, at folk lytter, når vi kommer ud.”

For Jesper Langhorn har læren været, at tålmodighed er en dyd, når du skal sælge et produkt, der har sin største styrke i et væld af anvendelsesmuligheder:

”Jeg synes jo, at en af de meget store styrker er, at vi jo har et meget specielt produkt. Det kræver noget tålmodighed. Man skaber et behov hos folk, som de måske ikke engang vidste, at de havde. Det tager noget tid at forklare folk, at det her faktisk er smartere. Så tiden arbejder jo for det her produkt, og jo flere penge, du har i din pengetank, jo længere er du med i spillet. Hvis vi bliver ved med at udvikle os, så bliver livet langt for den der.” 

Global Goal lever op til sit navn

Tålmodighed har også været en dyd i Global Goals eksportfremstød. Peter Østergaard foretrækker en kontrolleret vækst uden for Danmarks grænser, men aftalerne er så småt begyndt at falde på plads i de forskellige lande:

”Jeg har valgt at træde på bremsen forstået på den måde, at jeg syntes, vi havde brug for en case – et land, hvor vi kunne vise, at det holdt i stedet for at bruge tre mio. her, to mio. her, en mio. der osv. Vi er så småt i gang i Tyskland. Der er vi røget i katalog, og vi er i samarbejde med en meget, meget stor kæde. Vi har en forhandler i Norge, som har gjort et arbejde, som er hæderligt. Vi har en i Australien, som er ved at bestille stort ind. Og vi har nogen på Island og på Færøerne.”

For nylig har Global Goal leveret fodboldmål til blandt andet stolte engelske fodboldklubber som Fulham, Everton og Liverpool.

Ud over at bruge udenlandske forhandlere lever Global Goal også op til sit fornavn, når det kommer til produktionen. Grundet de lave produktionsomkostninger har de valgt at udlicitere den del til Kina:

”Produktionsdelen har jo været en udfordring. Der var jo ikke nogen produktion, da vi overtog det, så vi skulle finde nogen, der kunne finde ud af at producere det. Så vi valgte at få det lavet i Kina. Alle kan lave aluminium, og aluminium koster det samme over hele jorden, og vi kunne lige så godt få dem lavet i Polen som i Frederikshavn, men nettene er der meget håndarbejde i, og der må vi bare konstatere, at der er kinesisk arbejdskraft altså bare det billigere,” forklarer Peter Østergaard.

Ud over de globale fremstød sætter Global Goal sig også nye mål på det danske marked med en billigere hjemmemodel til brug i haven og måske snart en indsats rettet mod skolerne:

”Det, den er rigtig god til, og som er det næste punkt, vi satser på, når vi har kørt de sidste ting i stilling, er skoleidrætten. Den er genial til skolen. Du kan lave 80% af alt, hvad der hedder boldbasis i skolerne med Global Goal,” vurderer Jesper Langhorn.