Idan Artikel 19.05.2017

Grønland sætter fokus på idrætsudvikling

Med en række lokale seminarer vil Grønlands Idrætsforbund følge op på sidste års store idrætskonference og udvikle bedre idrætsfaciliteter. Det første finder sted i Sisimiut med deltagelse af Idan og Lokale og Anlægsfonden.

Skrevet af: Søren Bang
Nøgleord: Norden

Grønlandsk idræt indleder en ny etape i arbejdet med at udvikle landets idrætsliv og idrætsfaciliteter, når Grønlands Idrætsforbund (GIF) og Elite Sport Greenland den 21.-23. maj i Sisimiut afholder det første af en række seminarer med fokus på udviklingen af bl.a. lokale idrætsfaciliteter i de fire grønlandske kommuner.

Seminarrækken følger op på den hidtil største grønlandske idrætskonference, hvor repræsentanter for hele det grønlandske idrætsliv, kommunerne og andre aktører på idrætsområdet i august 2016 diskuterede grønlandsk idræts særlige udfordringer og potentialer. Seminaret i Sisimiut får særligt fokus på behovet for at udvikle nye og innovative idrætsfaciliteter i Qeqqata Kommune. Forventningen er, at seminaret og en tilhørende foreningsdag skal bane vejen for nye samarbejder og mere målrettede projekter.

”I GIF håber vi på, at dette er startskuddet til, at der skabes løsninger, der rammer mange, og hvor muligheden for en nem tilgang til faciliteter på tværs af idrætsgrene derved kan højne sundheden,” siger formanden for GIF, Nuka Kleemann i en pressemeddelelse.

Idrættens Analyseinstitut deltager sammen med Lokale og Anlægsfonden i seminaret med flere oplæg, ligesom det var tilfældet på sidste års konference, hvor Idan inden da havde undersøgt grønlandsk idræt som led i Grønlands Idrætsforbunds strategiarbejde.

Bl.a. vil Trygve Laub Asserhøj fortælle om undersøgelsen, som Idan lavede i 2015, mens Peter Forsberg gennem en sammenligning af grønlandske og danske forhold vil lægge op til debat om fremtidens idrætsfaciliteter i Qeqqata Kommune.

Herudover vil repræsentanter for kommunen, selvstyret og det grønlandske idrætsliv deltage med taler og præsentationer på seminaret den 22.-23. maj. Dagen før afholdes foreningsdagen med en workshop for de lokale foreninger.

Læs mere

 
 
Læs GIF’s pressemeddelelse.
Idans rapport ’Idræt i Grønland’ fra november 2015. 
Idans temaside om sidste års konference, der var arrangeret af Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, DBU og Idrættens Analyseinstitut.