Idan Artikel 18.03.2016

Idan undersøger vandsportsaktiviteter

På vegne af Dansk Surf & Rafting Forbund gennemfører Idan en større analyse af vandsportsaktiviteter i Danmark. Afsættet er projektet STOKED, der over de kommende år skal udbrede vandsport med særligt fokus på unge.

Skrevet af: Ditte Toft

Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF) har med projektet STOKED iværksat en ambitiøs målsætning om at gøre vandsportsaktiviteter som surfing, stand up paddle (SUP) og white water-sport til faste idrætstilbud i mindst 60 idrætsforeninger landet over.

STOKED løber i perioden 2016-2018, og parallelt med projektet gennemfører Idan for DSRF en større analyse af vandsportsaktiviteter. Herunder går analysen tæt på danskernes vandaktivitetsvaner på baggrund af undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’ og gennem en brugerundersøgelse blandt såvel forenings- som selvorganiserede aktive i vandsporten.

Ligeledes skal analysen skabe overblik over såvel foreninger og andre udbydere af vandsportsaktiviteter som særlige anlæg og faciliteter til brug for vandaktivitet. Herunder indgår analysens resultater også i udviklingen af Idan og Lokale og Anlægsfondens facilitetsdatabase.

”Danskerne dyrker i stigende grad motion i det fri, men denne tendens har endnu ikke helt ramt den udendørs vandsport. I Dansk Surf & Rafting Forbund organiserer vi dog nogle af de få vandsportsaktiviteter som for tiden oplever stor medlemsvækst. Vi forventer at Idan kan være med til at skabe større indsigt i vandsportskulturen og kortlægge udviklingstendenserne,” siger Jakob Færch, formand i Dansk Surf & Rafting Forbund.

”Det er essentielt at have indsigt i udøvernes motiver for deltagelse, så Idans analyser vil være et stærkt redskab for kvalificering af vores indsatser, der de kommende år skal understøtte aktivitetsudvikling for både selvorganiserede, foreninger, skoler og hos kommercielle aktører.”

Idan offentliggør løbende delanalyser i samarbejde med DSRF, og det samlede projekt ventes afrapporteret primo 2019.

STOKED har særligt fokus på vandsportstilbud til unge, og projektet modtager støtte fra Nordea-fondens særlige pulje ’Det gode, unge liv’.

Læs mere