Idans direktør fylder rundt
Idan inviterer til Åbent Hus i Aarhus den 7. april kl. 15.00-18.30.
Idan har siden etableringen i 2004/2005 været en institution med fokus på at tælle og vurdere tendenser blandt idrættens mange aktører. I begyndelsen af april er det dog instituttets direktør selv, der må erkende, at han efterhånden kan tælle til tallet 50.
I den anledning inviterer Henrik H. Brandt og Idrættens Analyseinstitut til en uformel reception i hjembyen Aarhus, den 7. april 2017 i tidsrummet 15.00-18.30. Arrangementet finder sted i Stiften Lounge, Frederiksgade 78 B, 8000 Aarhus C. Idans samarbejdspartnere og interessenter er velkomne til at kigge forbi i løbet af eftermiddagen.
Henrik H. Brandt var den 1. februar 2005 den første ansatte i Idrættens Analyseinstitut. Instituttet har til opgave at skabe overblik over aktuel, samfundsorienteret forskning på idrætsområdet. Desuden skal instituttet analysere perspektiver ved idrætspolitiske initiativer og stimulere offentlig debat om centrale idrætspolitiske spørgsmål. Henrik H. Brandt er uddannet journalist og kom fra en stilling på sportsredaktionen på Jyllands-Posten med idrætspolitik som fremtrædende stofområde.
I 2011 fusionerede Idrættens Analyseinstitut med Play the Game, som arbejder på at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt. I 2013 fik instituttet til opgave at etablere og udvikle Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) med fokus på tal og tendenser på det brede folkeoplysende område.
Samlet har instituttet i dag ca. 17 årsværk. Instituttet er en offentlig selvejende institution, der som en række andre institutioner på idrætsområdet modtager et grundtilskud via udlodningsloven.
Idan har hovedkvarter i København. Henrik H. Brandt har det meste af sit liv privat været bosat i Aarhus, og arrangementet finder sted i hjembyen, hvor han gennem årene på forskellig vis har været involveret i den lokale idræt med atletik, løb og fodbold som de foretrukne idrætsgrene. Selve fødselsdagen er den 8. april.
Evt. henvendelse om arrangementet, den 7. april kan ske til konferencemanager Maria Suurballe (maria@playthegame.org).