Idan Artikel 23.10.2014

Idrætstopmøde tager form

Næsten 300 deltagere er nu klar til dobbeltkonferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ og ’Folkeoplysning i forandring’ i Vejen Idrætscenter den 24.-26. november.

Skrevet af: Redaktionen

Med over en måned til åbningen af dobbeltkonferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ og ’Folkeoplysning i forandring’ i Vejen Idrætscenter står det allerede nu klart, at konferencen bliver årets største topmøde for idrætten og den brede folkeoplysende sektor i Danmark.

Over 100 oplægsholdere er nu bekræftede og på plads i programmet – enkelte vil fortsat komme til i de kommende uger – og det samlede deltagertal har snart passeret 300.

Fredag udløber muligheden for at tilmelde sig konferencen til reduceret pris, men man vil kunne tilmelde sig helt frem til konferencen. Det er muligt at tilmelde sig hele konferencen eller at udvælge enkelte dage. Studerende ved videregående uddannelser kan tilmelde sig til kraftigt reduceret pris.

Se det senest opdaterede program for konferencen

Se den senest opdaterede deltagerliste for konferencen

”Vi har været overvældede over den meget positive interesse for konferencen. Stort set alle inviterede oplægsholdere har sagt ja uden videre betænkningstid, og vi ser frem til at præsentere et program af meget høj kvalitet. Der er stort behov for et forum, hvor sektorens udfordringer kan belyses og diskuteres blandt fagfolk uden unødvendige omsvøb, hvor ny viden kan lægges frem, og hvor repræsentanter fra forskellige udbydere og organisationer kan mødes og lade sig inspirere på ’neutral bane’. Det er præcis den mødeplads, vi forsøger at skabe, og derfor er vi meget glade for den store interesse,” siger direktør Henrik H. Brandt fra Idrættens Analyseinstitut/Videncenter for Folkeoplysning.

Læs mere