Idan Artikel 14.02.2012

IOC offentliggør anbefalinger mod match-fixing

En arbejdsgruppe nedsat af den Internationale Olympiske Komité er efter et års arbejde klar med en række anbefalinger til bekæmpelse af match-fixing i idrætten.

Skrevet af: Søren Bang

Efter et lille års arbejde har en arbejdsgruppe under IOC med repræsentanter fra internationale organisationer i og uden for idrætten, regeringer og spillebranchen offentliggjort sine række anbefalinger til, hvordan de forskellige parter kan bekæmpe det illegale spillemarked, herunder problemet med match-fixing i en række idrætsgrene. I sine anbefalinger foreslår arbejdsgruppen ’Working Group on Irregular and Illegal Betting in Sport’ blandt andet :

  • At idrætsorganisationerne skal uddanne deres udøvere, trænere og ledere bedre og stramme op på egne regler mod aftalt spil og lignende former for snyd
  • At Europarådet, IOC, FN og lignende organisationer skal oprette et netværk for staternes spillemyndigheder med henblik på at udveksle information på området
  • At alle stater indfører en effektiv lovgivning mod illegalt spil
  • At man fortsat drøfter, hvordan man kan skabe et fælles overvågnings- og informationssystem mellem bl.a. spilleselskaberne og nationale eller internationale institutioner, f.eks. Interpol
  • At man undersøger, hvordan internationale konventioner kan tages i brug i kampen mod match-fixing og illegalt spil

Samtidig besluttede arbejdsgruppen at nedsætte en overvågningsenhed, der skal følge implementeringen af anbefalingerne og rapportere tilbage til arbejdsgruppen på dets næste møde.