Idan Artikel 11.04.2013

Kampen om Maracanã

Uroen omkring Brasiliens gamle nationalstadion, Maracanã, afspejler de konflikter, der præger landet i forberedelserne til fodbold-VM og sommer-OL.

Skrevet af: Jens Sejer Andersen

Det var ikke nogen lige kamp, der om morgenen den 22. marts 2013 udspillede sig ved Brasiliens nationalstadion Maracanã. Et halvt hundrede politifolk i fuld kampuniform havde ikke tålmodighed til, at en repræsentant for de civile myndigheder afsluttede forhandlingerne med omkring 40 indianere, der i årevis har holdt nabobygningen, et tidligere indiansk kulturcenter, besat.

Midt i samtalerne, som allerede havde fået halvdelen af besætterne til at fortrække, gik politiet til angreb på indianerne og et antal sympatisører, som blev fordrevet med tåregas, peberspray og gummikugler.

”Unødvendigt magtmisbrug,” sagde den offentlige forhandler, som bebudede en klage over politiets fremfærd.

En klagesag vil næppe få nogen praktisk betydning for et forløb, der er mættet med magtinteresser og kulturel symbolik. Rio de Janeiros nye sportsborgmester er i hvert fald ikke indstillet på at ændre planerne om at rive de besatte bygninger ned.

”Rigtige indianere bor i regnskoven, ikke? Det er dem, folk beskytter i Amazonas,” sagde sports- og fritidsborgmester André Lazaroni kort efter sin tiltræden i februar 2013 og beskyldte besætterne for at være redskaber for oppositionen.

Da Idan i november i forlængelse af Play the Games temadag i Sao Paulo den 24. oktober (se artiklen 'Brasilien presser korrupte sportsledere') besøgte indianerne i deres 147 år gamle og mildt sagt faldefærdige museumsruin, var der dog ingen tegn på, at der var tale om folk, som af politiske grunde ville ofre enhver form for daglig bekvemmelighed. De første familier rykkede ind, før nogen kunne vide, at Maracanã ville blive centrum for en større politisk konflikt.

”Siden jeg kom til Rio for mange år siden, har vi manglet samlingssteder for den indianske kultur. Og da jeg efter lang tids søgen kom forbi dette hus, følte jeg med det samme en meget stærk energi,” fortalte deres talsmand Chamakiri.

Argumentet for at fjerne indianerne har ændret sig siden Idans besøg. Dengang oplyste lederen af Maracanã-renoveringen, at det var nødvendigt at skaffe åbne pladser omkring stadion, så det kunne ryddes på få minutter. I dag lyder begrundelsen, at der på grunden skal opføres et Olympisk Museum, som muligvis skal opkaldes efter formanden for Brasiliens Olympiske Komité, Carlos Arthur Nuzman.

Folkeligt samlingssted

Rios guvernør har forsøgt at skyde skylden for konflikten på det internationale fodboldforbund, FIFA, hvilket FIFA officielt har dementeret. Guvernøren fik denne bold fra et tidligere medlem af Brasiliens Olympiske Komité, advokaten Alberto Murray Neto:

”Rios guvernør ønsker at skønmale byen, og til det formål duer indianerne ikke. Det er raceadskillelse og grusomhed fra en elite, som gør Brasilien stor skade.”

De indianske besættere er ikke de eneste, der står til at miste noget af værdi. Området omkring Maracanã rummer også en nyrenoveret svømmehal, et atletikstadion og én af Rios fire bedste folkeskoler, som alle skal rives ned ifølge planerne.

Protester fra over 20.000 borgere har foreløbig udskudt rydningen af folkeskolen, mens protester fra Brasiliens svømmeforbund og atletikmiljø har gjort knap så stort indtryk. De to idrætsfaciliteter blev for nylig lukket ned, men svømme- og atletikmiljøerne får måske hjælp fra en uventet kant. Brasiliens Institut for Historie og Kunst har erklæret, at en nedrivning af alle tre komplekser kræver tilladelse fra instituttet.

Sådanne slagsmål afspejler, at Maracanã er meget mere end et stadion. Det er et folkeligt samlingssted og en del af Brasiliens nationale identitet. Det traumatiske nederlag til Uruguay i VM-finalen i fodbold i 1950 netop på Maracanã har paradoksalt nok øget dette stadions placering i den fælles bevidsthed, ikke ulig den status Dybbøl Mølle fik i Danmark efter den militære katastrofe i 1864.

”Det var en del af Maracanãs karakter, at det engang kunne rumme 200.000 tilskuere og ofte samlede 120-130.000 på lægterne. Selv de fattigste i Rio havde adgang, men i det sidste årti er forholdet mellem mindstelønnen og billetpriserne blevet ti gange forværret,” siger den amerikanske geograf Christopher Gaffney, der har studeret brasilianske forhold længe og boet i Rio siden 2009.

Privatisering uden offentlig høring

At de fattige nu i praksis er forment adgang til nationalstadion, som skæres ned til en mere normal kapacitet på 89.000 tilskuere, er ifølge Gaffney særligt graverende i lyset af de enorme offentlige investeringer i VM og OL. Først betalte skatteyderne 1,5 milliarder kroner for at sætte Maracanã i stand til De Panamerikanske Lege i Rio i 2007 under påskud af, at Rio skulle forberedes til et OL. Men efter at OL og VM blev lagt i Rio, skyder det offentlige nu nye tre milliarder kroner i en fuldstændig ombygning.

“De mange milliarder er blevet disponeret helt uden offentlige høringer, og det samme gælder beslutningen om at privatisere Maracanã,” siger Gaffney.

Privatiseringen skal foretages officielt den 11. april 2013 og ventes at tilgodese en af Brasiliens største industrimagnater, Eike Batista, i alliance med den internationale underholdningskoncern IMG. Beslutningen om at privatisere blev taget i oktober sidste år og først sat til høring i november ved et møde, som endte i tumult og omkringflyvende plasticstole, efter at flere hundrede deltagere med slagord og taler havde forlangt, at processen skulle gå om.

Christopher Gaffney lægger ikke skjul på, at han deler aktivisternes bekymring:

”Betingelserne for privatiseringen er lagt til rette, så vinderen kun skal betale 15-18 procent af byggeomkostningerne tilbage til det offentlige over en periode på 30 år frem til 2048. Det svarer ikke engang til inflationen. Argumentet er, at det offentlige ikke har kapacitet til at drive et så stort underholdningskompleks. Men det har man jo længe vidst, så hvorfor privatiserede man ikke stadion før ombygningen og lod ejerne bære omkostningerne?”

Den brasilianske økonom Marcelo W. Proni udtrykker samme skepsis på en anden måde:

”Fodbolden forbliver en national lidenskab, en del af vores kollektive identitet, men VM vil forstærke processen med at privatisere spillet, en tendens, som synes uigenkaldelig.”

Læs mere om Brasilien og sport

 
 
Artiklen er bragt i Idans nyhedsbrev 54
Læs også den brasilianske journalist José Cruz' artikel 'Rios skrøbelige olympiske ånd'