Københavnerne stemmer med fødderne

Den typiske fortælling om idrættens vilkår i Københavns Kommune høres ofte som én lang klagesang over de manglende og katastrofalt vedligeholdte idrætsfaciliteter. De ansvarlige politikere har i alt for mange år nedprioriteret idrætsområdet med den konsekvens, at foreningsidrætten i København har ringe kår og med enkelte undtagelser har en tilslutning langt under landsgennemsnittet.

En undersøgelse om Københavns Kommunes idrætsliv fra 2005 dokumenterer klart (1), at foreningerne i København generelt har dårligere adgang til faciliteter og ligeledes har større problemer med at rekruttere trænere og ledere end foreninger i andre dele af landet.

Med de ringe kår skulle det rent logisk medføre, at idrætsudfoldelsen i Københavns Kommune er lav. Men sådan er det ikke!

Københavnere flokkes om idræt

Hvis man for et kort øjeblik løfter øjnene fra de udtrådte græsplæner og ser idrættens tilstand fra fugleperspektiv, opdager man pludselig, at københavnerne som aldrig før flokkes til idrætsaktivitet og tilmed i stor udstrækning dyrker deres idræt i tidssvarende, højmoderne og indbydende faciliteter, der i enkelte tilfælde sprænger rammerne for idrætsfaciliteters normale standard.

Eksempelvis har Valby i dag fået, ikke bare én, men hele to svømmehaller, som Valby-borgerne har gjort krav i mange år. Og i Ørestaden Syd planlægges en kæmpe luksusudgave af en kombineret sundheds- og wellnessfacilitet med den blå lagune på Island som forbillede.

Forskellen på det første og andet perspektiv er, at man i sidstnævnte medtager den kommercielle breddeidræt, som i dag er repræsenteret i Københavns Kommune med over 40 kommercielle fitnesscentre. Disse centre har med et forsigtigt overslag over 70.000 kunder tilsammen (2); heraf ca. 50.000 under 30 år.

Til sammenligning har idrætsforeningerne organiseret under Danmarks Idræts-Forbund i København over de seneste mange år oplevet stagnation i medlemstallene. DIF-klubber i København og Frederiksberg kommuner har i 2006 i alt 115.720 registrerede medlemmer, hvoraf 47.809 er under 25 år.

Der er således belæg for at sige, at den kommercielle breddeidræt i dag – ikke mindst blandt den københavnske ungdom – er ved at overhale foreningsidrætten indenom. Fitness-centrene tordner frem – eksempelvis har et nyt fitnesskoncept med konkurrencedygtige priser og foreløbig fire centralt placerede centre tiltrukket over 18.000 kunder i løbet af kun to år.

Gennemsnit af befolkningen, der dyrker fitness

Antallet af kommercielle fitnesscentre

Medlemmer pr. kommercielt fitnesscenter

Ironisk udvikling

Det er både ironisk og bemærkelsesværdigt at betragte, hvordan fitnesscentrene skovler tilfredse kunders penge ind, mens politikere og facilitetsmagere drøfter idræts- og facilitetspolitik uden i større omfang at indtænke den kommercielle breddeidræts store betydning for københavnernes idrætsliv.

Fitnessindustrien har med en kombination af nye træningskoncepter og konkurrencedygtige priser ramt københavnernes lige der, hvor hjertet slår. For mange storbymennesker er fitnesstræning en uforpligtende træningsform, der ikke stiller krav om særligt idrætsligt kendskab til regler og taktik.

Dertil er fitnessaktiviteten ofte uden konkurrenceelementet, som øjensynligt skræmmer mange af de mindre gode væk fra dele af foreningslivets elitære og opdelende logikker. Her kan man sagtens træne sammen uden at være lige gode.

Det er givetvis korrekt, at foreningslivet har mange sociale kvaliteter, som civilsamfundet har brug for. Men hvad hjælper det, hvis unge københavnere forlader idrætsforeningerne til fordel for kommercielle fitness-centre? Hvor skal fremtidens ledere og trænere komme fra? Hvor bliver den højt besungne sammenhængskraft i civilsamfundet så af?

Kommunen og foreningerne må skifter spor

 Løsningen på det dilemma, som fitness-sektorens succes tydeliggør, må være, at kommunen og idrætsforeningerne ser det enorme potentiale i den funktionelle træning.

Det er ikke så svært som det ser ud: Faciliteten skal være fleksibel, nemt tilgængelig, tidssvarende i både serviceniveau og udstyr og med et acceptabelt rengøringsniveau. Selve idrætsaktiviteten skal være nytteorienteret med let tilgængelige motionsformer, der kan medvirke til den enkeltes velbefindende og sundhed.

Måske er tiden kommet til at invitere den kommercielle idrætssektor ind i kommunens idrætspolitik; lære af sektorens store succes – en succes, der er baseret på den nødvendige interesse for befolkningens ønsker og krav. Et tættere samarbejde mellem de forskellige sektorer kunne i så fald på få år gøre København til en rig idrætskommune – til gensidig glæde og gavn.

Ironisk nok vil en nøglefigur i en sådan nytænkning være den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). I hans regeringstid har den ’røde’ hovedstad med en forfejlet idrætspolitik i stor udstrækning overladt breddeidrætten til det kommercielle marked. I dag har Jens Kramer Mikkelsen overtaget formandsposten for den nyetablerede brancheorganisation for den danske fitnessindustri, og er i denne egenskab derfor en central samarbejdspartner for en ny københavnsk idrætspolitik. Velkommen til den forunderlige fitnessverden.

(1) 'Guf' og 'Gab' - Foreninger og frivilligt arbejde i Københavns Kommune, Ulla Habermann, Bjarne Ibsen, Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, SDU, december 2005. DIF og DGI’s foreningsundersøgelse 2005.