Idan Artikel 18.04.2016

Konference: Fremtidens idræt i Grønland

Grønlands idræt skal have et løft, og på baggrund af Idans analyse af idrætten i Grønland og Grønlands Idrætsforbunds ambitiøse strategi er en lang række parter gået sammen om en konference om fremtidens idræt i Grønland i Nuuk den 17.-19. august.

Værter for konferencen er Grønlands Idrætsforbund (GIF) og Elite Sport Greenland i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, DBU og Idan. Konferencen finder sted på det topmoderne Hotel Hans Egede midt i Nuuk, og arrangementet vil være kulminationen på halvandet års tæt samarbejde mellem GIF og Idan og give anledning til at præsentere og diskutere resultaterne af Idans store undersøgelse af grønlandsk idræt.

Blandt de store udfordringer på idrætsområdet er de store afstande i landet og den relativt sparsomme samarbejde mellem idrætsaktører og andre relevante partnere i forskellige dele af landet. Det er derfor et af konferencens mål at samle hele idrætssektoren i Grønland fra forenings- og forbundsrepræsentanter til halinspektører, konsulenter og embedsmænd i kommuner og selvstyret samt fonde og private virksomheder.

Det overordnede fokus og gennemgående tema for alle tre dage er udvikling af aktiviteter og foreninger samt idræt som middel i en bredere sundhedsmæssig og social indsats. Men samtidig vil der være særlige sessioner med fokus på, hvordan faciliteter, fodbold og talentudvikling i fremtiden kan tilpasses de unikke forhold for idræt i Grønland.

Fokus på facilitetsudvikling og fodbold

Desuden bidrager Lokale og Anlægsfonden og DBU med særlige sessioner under konferencen.

Lokale og Anlægsfonden har for nylig besluttet at afsætte 10 millioner kr. til udvikling af nye idrætsfaciliteter i landet. På konferencen vil fonden sammen med arkitekter, entreprenører og projektmagere fra Island og Færøerne skubbe til facilitetsdebatten og anspore til nytænkning på området.

DBU og den grønlandske pendant, GBU, har indgået en samarbejdsaftale med store ambitioner om at løfte antallet af spillere, frivillige og baner til fodbold, der også i Grønland er den mest udbredte sportsgren. Samarbejdsaftalen sigter også på at løfte Grønlands status i internationale fodbold, og på konferencen i Nuuk vil DBU’s tidligere formand og nuværende medlem af UEFA’s eksekutivkomité, Allan Hansen, fortælle om perspektiverne i de internationale ambitioner.

Samtidig deltager formændene for de øvrige nordiske fodboldforbund på konferencen med henblik på at dele og diskutere fodbolderfaringer. Endelig er DBU i dagene efter konferencen vært for et møde mellem de nordiske fodboldforbund i Ilulissat nord for Nuuk.

Op mod 150 deltagere

Gennem de omfattende undersøgelser og arbejdet med rapporten ’Fremtidens idræt i Grønland’ har Idan fået er særligt indblik i udfordringer og potentialer i grønlandsk idræt. Med det afsæt heri og Idans egne konferenceerfaringer bistår Idan GIF og de øvrige arrangører med planlægning, program og sekretariatsfunktion i forbindelse med konferencen.

Den ventes i øvrigt at samle op imod 150 gæster og oplægsholdere fra alle egne af Grønland samt Danmark og Norden. Programmet og de praktiske informationer vedrørende den ambitiøse konference går i luften i maj.

Læs mere