Idan Artikel 07.03.2014

Konference om idrætsprojekter og partnerskaber

Projekter og partnerskaber er omdrejningspunktet for mange initiativer på idrætsområdet i disse år. En konference sætter erfaringer på området på dagsordenen.

Skrevet af: Ditte Toft

Der er en klar tendens, at nye politiske initiativer på det velfærdspolitiske område igangsættes som midlertidige projekter gennem partnerskaber. Det gælder også det idræts- og bevægelsespolitiske område og har bl.a. afsæt i den udbredte puljepolitik.  Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) afholder den 29. april en konference, der sætter fokus på en række af de erfaringer, der er draget i forskellige partnerskaber og projekter på idrætsområdet i de senere år. Samtidig lægger konferencen op til debat om fordele og ulemper ved arbejdsformen.  Konferencen tager afsæt i tre overordnede temaer: Projekters betydning på længere sigt med afsæt i resultaterne af Idrætspolitisk Ideprogram, der kørte i årene 1998-2002, dernæst projektorganisering med afsæt i breddeidrætskommuneprojektet, og endelig diskuterer konferencen partnerskaber mellem idrætsforeninger og kommunale institutioner med projekt Skolesport som eksempel. Oplægsholderne er:

  • Klaus Eskelund, postdoc ved CISC, SDU
  • Simon Prahm, direktør i GAM3
  • Rasmus Bergmann, ph.d. ved CISC, SDU
  • Lis Rom Andersen, kultur- og fritidschef i Aalborg Kommune
  • Bjarne Ibsen, professor ved CISC, SDU
  • Torben Krogh Johansen, idrætskonsulent i Ringsted Kommune

Konferencen finder sted den 29. april kl. 9.15-16.00 på Syddansk Universitet i Odense. Deltagelse i konferencen er gratis, men tilmelding er påkrævet, og der pålægges et gebyr ved udeblivelse uden afbud.

Læs mere om konferencen