Krav om bedre integrationsindsats

Idrætsforeninger kan medvirke til integration af etniske minoriteter. Men det er svært at få pigerne med, og projektkulturen er med sine midlertidige bevillinger et problem. Sats derfor på mere langsigtede indsatser, lød budskabet, da cirka 200 kommunale og statslige embedsmænd, politikere, foreningsledere og forbundsfolk mødtes i Idrættens Hus i Brøndby for at debattere idræt og integration den sidste tirsdag i maj. Anledningen var, at DIF´s idræts- og integrationsprojekter under ’Get2sport’ nu går ind i sit fjerde og sidste år. Konferencens formål var at samle op på erfaringerne og give den nyeste viden om, hvordan staten, kommunerne og idrætsforeninger i praksis kan fremme integration gennem idrætten.

Politisk begejstring

At det ikke er politisk opbakning, idrættens integrationsindsats savner, blev endnu engang understreget af de deltagende politikere anført af integrationsminister, Birthe Rønn Hornbeck. 

Hun understregede vigtigheden af de frivillige foreninger for demokratiet og samfundets sociale sammenhængskraft: ”Idrætten er utrolig vigtig. Og alle dem, der gider gøre en indsats, er jeg utrolig taknemmelig over for. Uden ildsjælene går det ikke,” sagde ministeren og fortsatte med den traditionelle anprisning af idrættens kriminalitetsforebyggende evner. Også borgmester i Holbæk Kommune, Jørn Sørensen, fandt de store ord frem: ”Det bedste man kan gøre omkring integration er idrætsforeninger. De burde have 90 pct. af de penge, vi bruger på integration.” 

Kritik af projektkultur

På konferencen advarede repræsentanter fra idrætsforeninger dog samtidig imod, at den store ros er udtryk for overdrevne politiske forventninger til, hvilke socialpædagogiske opgaver på integrationsområdet de frivillige i idrætsforeningerne kan løse. 

Konkret gik kritikken også på, at idrætsprojekterne ofte ikke forankres langsigtet i kommunernes økonomi, sjældent viderefører de opnåede erfaringer, og at man ved fordelingen af midlerne i de statslige puljer mangler lokalkendskab, og derfor støtter tilfældige projekter løsrevet fra de kommunale og foreningsbaserede indsatsområder. ”Hvis vi skal tro på det her, i et længere perspektiv, så skal vi ind og ’drifte’. Der skal ro og regelmæssighed i samspillet mellem kommune og foreninger, hvis vi skal løse opgaven i de udsatte boligområder,” sagde Anders Glahn, fritids- og ungdomsskoleder i Gjellerup-parken ved Århus på en af konferencens workshops.

Gode og dårlige erfaringer

Annette Michelsen La Cour, der evaluerer de 13 igangværende ’Get2sport’-projekter, som led i en større ph.d.-afhandling på Institut for Idræt ved Københavns Universitet, forsøgte på konferencen at gøre de gode og dårlige erfaringer op. 

Hendes konklusioner var, at ’Get2sport’-projekterne har succes med at skabe sociale netværk for de etniske minoriteter, fastholde dem i idrætsdeltagelsen, skabe forbindelse til arbejdsmarkedet og øge idrætsforeningernes faglige kompetencer – især fordi organiseringen af ’Get2sport’ bygger på et tæt samarbejde mellem kommunerne, idrætsforeningerne og DIF´s integrationskonsulenter. Projekterne har dog vanskeligt ved at få pigerne og børnenes forældre til at deltage i projekterne. Projekterne kan samtidig være en krævende opgave for foreningerne. Det kræver derfor politisk opbakning, økonomisk støtte og faglige ressourcer - ikke mindst fra kommunen. Her mente Annette Michelsen La Cour ligesom mange af foreningsrepræsentanterne, at det i højere grad skal ske med langsigtede løsninger: ”Vi skal videre fra projektkulturen og hen til noget fastforankret,” sagde hun.

Fremtidige indsatser

Breddeidrætsudvalgets rapport ’Idræt for alle’ har tidligere peget på, at fremtidige social- og sundhedspolitiske indsatser bør have tre fokuspunkter:

1. Vidensopsamling og systematisk dokumentation af resultater og erfaringer, både i planlægningen og af hensyn til senere indsatser.
2. Strategisk planlægning og tværsektoriel helhedstænkning, både i kommuners forvaltninger, mellem idrættens hovedorganisationer og på ministerielt plan.
3. Øget fokus på driftsmidler til de lokale indsatser.

Der synes således at være konsensus blandt idræts- og integrationseksperter, at der skal findes nye, mere bæredygtige veje, når idrætsforeninger skal danne ramme om succesfulde integrationsinitiativer. 

’Get2sport’ består af 13 fireårige projekter rettet mod at styrke idræts- og foreningsdeltagelsen hos børn og unge med vanskeligt stillede forældre bosiddende i udsatte boligområder. ’Get2sport’ er et samarbejde mellem DIF, Kulturministeriet, Integrationsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet samt de involverede kommuner.