Idan Artikel 20.02.2013

Krav om indsats mod match-fixing

Flere eksperter og aktører efterlyste en forstærket national og international indsats mod match-fixing ved en høring i Folketingets kulturudvalg. Men der er også behov for mere viden om problemet.

Skrevet af: Søren Bang

Danmark er indtil videre sluppet relativt nådigt fra store match-fixing-sager. Men problemet er voksende internationalt med en globaliseret spilleindustri, hvor alene det uregulerede spillemarked på fodboldområdet anslås at omsætte for 1.000 mia. dollars. Danamrk hører således blandt de blot seks europæiske lande, som ifølge Europol undgået sager om match-fixing med organiserede kriminelle som bagmænd. På Folketingets høring om match-fixing med danske og udenlandske eksperter og aktører torsdag den 20. februar var der enighed om, at indsatsen mod match-fixing bør forstærkes. ”Der er behov for en samtidig indsats på alle tre niveauer: Internationalt, nationalt og på idrætsniveau,” sagde Jesper Frigast Larsen. Elitechefen i Danmarks Idræts-Forbund pegede på, at oprettelsen af det internationale antidoping-agentur, WADA, kunne danne model for en sådan indsats. ”Der er mange paralleller mellem de to områder, så vi kan lære meget af den måde, man har organiseret det på der,” mente Jesper Frigast Larsen, der også nævnte, at DIF på dansk plan drøfter med DBU, om man skal udvide DBU’s hotline for tip om match-fixing til at omfatte alle idrætsgrene og alle former for snyd, herunder også doping. Idéen om en form for internationalt agentur eller anden koordineret indsats mod korruption i sport er også blevet lanceret af Idan/Play the Game, men på høringen i Folketinget understregede Idans direktør, Henrik Brandt, at der også foregår grove manipulationer i internationale forbund for egen vindings skyld. ”Derfor er det ikke nok at fokusere kampen for integritet i sporten på de åbenløse overgreb mod sporten som doping og match-fixing. Vi skal sætte bredere fokus på god forvaltningsskik i dansk og international idræt – ellers fører indsatsen ingen steder,” mente Henrik Brandt.

Uddannelse og ordentlige arbejdsforhold

Men der er delte meninger om behovet for et internationalt agentur mod korruption. På høringen advarede både Spillerforeningens direktør, Mads Øland, og den europæiske sammenslutning af spillerorganisationer, EU Athletes’ generalsekretær Jean Francois Reymond mod at bruge WADA som model for en international indsats mod match-fixing. 

Ifølge spillerorganisationerne har WADA ikke leveret resultater, der står mål med de krav og det bureaukrati, man stiller til udøverne over for, og som idrætsorganisationer været for dårlige til at inddrage udøverne mere aktivt. I stedet pegede Mads Øland på, at fodboldspilleres dårlige arbejdsforhold for fodboldspillere i bl.a. en række østeuropæiske lande øger risikoen for fiksede kampe bliver fikset, ligesom der er behov for at sætte fokus på korrupte sportsledere – fra dommere til agenter og sportsdirektører – som misbruger deres position i en stærkt hierarkisk verden. Herudover pegede Jean Francois Reymond på, at kun en mikroskopisk andel af eksempelvis IOC’s indtægter bliver brugt på uddannelse og oplysning af spillerne. På tværs af panelet var der enighed om behovet for at få indhentet mere viden om det internationale spillemarked og match-fixing-problemets omfang. Her foreslog Henrik Brandt, at Danmark går forrest i arbejdet med at skabe et internationalt vidensmiljø på området. ”En af de ting, vi dybest stadig ikke ved, er det faktiske omfang af match-fixing. Vi ser nok kun toppen af isbjerget som med al korruption, men der findes ingen systematisk opsamling af kendte sager og efterforskninger. Vi ved bare, at vi står over for en mægtig modstander.”