Idan Artikel 01.09.2005

Kritik af pay-tv i tysk fodbold

Premieres rettigheder til transmission af Champions League i Tyskland har skabt uro blandt tyske klubber.

Skrevet af: Redaktionen

Premiere har netop sikret sig eksklusivrettigheder til UEFA Champions Leauge, og det bekymrer blandt andre Bayern Münchens præsident, Karl-Heinz Rummenigge. Han frygter, at tyskerne slet ikke vil kunne se Bayerns og de øvrige tyske klubbers Champions League-kampe på landsdækkende gratiskanaler. Der er dog mulighed for at følge Bayerns kampe via klubbens hjemmeside.

Premiere sidder også på live-rettighederne til Bundesligaen, men her sender ARD og DSF dog højdepunkter lørdag og søndag kort efter slutfløjtet. De rettigheder skal snart forhandles for sæsonen 2006-07. Som medlem af bestyrelsen i Deutsche Fussball-Liga (DFL) vil Rummenigge gøre alt for, at ikke også det nationale mesterskab bliver solgt eksklusivt til Premiere. Det vil ifølge ham være dårlig service over for de mange Bundesliga-seere og gøre det vanskeligere for klubberne at tiltrække sponsorer.