Idan Artikel 05.10.2006

Kronprins Frederik stiller op til IOC

Kongehuset og DIF har bekræftet, at kronprins Frederik stiller op til IOC, når København er vært for IOC’s session i 2009.

Skrevet af: Søren Bang

Kronprins Frederik er i spil som et dansk bud på en plads i den Internationale Olympiske Komité, IOC, når Kai Holm falder for aldersgrænsen på 70 år ved udgangen af 2008.

Ifølge Politiken har både Kulturministeriet, Statsministeriet godkendt kandidaturet, ligesom DIF i en pressemeddelelses skriver, at IOC-præsident Jacques Rogge bakker det op. Dermed er der fjernet nogle væsentlige forhindrer for kronprinsen, der stiller op på IOC’s session i København om tre år.

”Det er kronprins Frederik – eller ingen. Og derfor er vi meget glade for, at han stiller op,” siger Kai Holm til Politiken.

Tidligere følere

 Den meget sportsinteresserede kronprins viste allerede i 1998 interesse for IOC, da Niels Holst-Sørensen stod foran at skulle stoppe på grund af alder.

Men på det tidspunkt bakkede DIF op om DIF-formand Kai Holm som dansk kandidat til IOC, ligesom følere fra kongehuset blev køligt modtaget fra politisk hold, hvor partierne over en bred kam bl.a. så en risiko for, at kronprinsen kunne blive kompromitteret af politisk følsomme eller betændte sager.

I stedet blev DIF-formand Kai Holm valgt til IOC.