Idan Artikel 22.04.2015

KU arrangerer stor international fodboldkonference

Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet står bag en international konference, hvor forskere og praktikere præsenter den nyeste forskning inden for et bredt område af fodbold.

Skrevet af: Anna Rex Wittig

Den 20.-23. maj 2015 afholder Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet (KU) den 8. internationale konference ’World Congress on Science and Football’ (WCSF 2015), hvor der vil være fokus på både den naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning og erfaringsudveksling inden for fodboldverdenen.

Over 500 mennesker fra hele verden forventes at deltage i WCSF 2015, som giver mulighed for at forskere og praktikere kan dele deres viden og gå i dialog om de mange aspekter af fodbold, som ikke kun har fokus på traditionel europæisk fodbold. Konferencen vil også præsentere nye forskningsresultater og metoder inden for fodboldtyperne australsk, amerikansk og gælisk fodbold samt rugby.

Det er forskerne professor Jens Bangsbo og lektor Peter Krustrup fra Institut for Idræt og Ernæring ved KU, som skal stå i spidsen for konferencen, og over 40 forskere og praktikere fra hele verden vil gæste som talere til arrangementet, der bliver afholdt i DGI-byen i København.

På programmet er eksempelvis oplægget: ’Football and health from at social scientific perspective’ af lektor Laila Ottesen fra KU, mens professor Joseph Maguire fra Storbritannien holder oplæg om fremkomsten og udbredelsen af fodbold samt globalisering af sport.

Derudover vil der være et bredt udsnit af de nyeste forskningsresultater og metoder, der ud over fysiologiske og psykologiske aspekter også inddrager historiske, politiske, organisatoriske samt sociologiske perspektiver på fodbold. Temaerne for oplæggene til konferencen er:

  • Testning og træning
  • Teambuilding
  • Globalisering af moderne fodbold
  • Fodbold for sundhed, forebyggelse og rehabilitering
  • Kvindefodbold
  • Fankulturer
  • Miljøfaktorer
  • Fodboldmedicin

Temaerne bliver udfoldet gennem plenarforsamlinger, oplæg, paneldebatter og workshops.

Læs mere