Kulturministeren vil placere indsats mod matchfixing i Anti Doping Danmark
Kulturminister Marianne Jelved lægger i et svar til Folketinget op til, at en kommende platform, der skal koordinere indsatsen mod matchfixing, skal placeres i regi af Anti Doping Danmark.
Kulturminister Marianne Jelved fremsatte i januar 2015 et nyt lovforslag, der giver hjemmel til at forstærke indsatsen mod matchfixing i idrætten. En del af lovforslaget giver kulturministeren bemyndigelse til at fastsætte en placering af en kommende såkaldt platform, der skal koordinere indsatsen fra forskellige myndigheder og aktører på området.
I et svar til Venstres idrætsordfører Anni Matthiesen skriver Marianne Jelved nu, at hun ønsker platformen placeret i regi af Anti Doping Danmark:
”Konkret planlægger jeg at placere ansvaret for den nationale platform hos Anti Doping Danmark, der er en selvejende institution under Kulturministeriet,” skriver Marianne Jelved i svaret, der indgår i udvalgsbehandlingen af lovforslaget.
Hvis lovforslaget bliver godkendt, bliver Anti Doping Danmark dermed den koordinerende enhed for indsatsen til bekæmpelse af matchfixing.
Kulturministeren begrunder placeringen i Anti Doping Danmark med en række fællestræk i arbejdet, når det gælder om at bekæmpe matchfixing og doping.
”Der er tale om etiske problemstillinger, som truer idrættens troværdighed, og som underminerer integriteten inden for idrætten,” står der i svaret fra Marianne Jelved.
Ligeledes fremhæver kulturministeren, at begge områder kræver samarbejde mellem en række myndigheder, da det er svært at efterforske overtrædelser af regler og love på begge områder.