Idan Artikel 04.04.2014

Kulturministeriet offentliggør første del af idrætsudredning

Kulturministeriet er klar med sin analyse af idrættens økonomi og struktur som led i ministeriets udredning af dansk idræt. Analysen bliver fulgt op af politiske forhandlinger om den fremtidige fordeling af de statslige midler til idræt.

Skrevet af: Søren Bang

Kulturministeriet har offentliggjort første del af udredningen af idrættens struktur og økonomi, der bl.a. kortlægger pengestrømmene i dansk idræt. Analysen vil senere blive fulgt af en række scenarier for den fremtidige udvikling af idrætsområdet, der er udarbejdet af Kulturministeriet med input fra aktørerne på idrætsområdet.

Den nu offentliggjorte analyse er udarbejdet af KPMG med mindre bidrag fra Idrættens Analyseinstitut og Kulturministeriet selv. 

I Kulturministeriets pressemeddelelse konkluderer kulturminister Marianne Jelved, at idrætten spiller en samlende og demokratisk dannende rolle i det danske samfund, og at stadig flere danskere dyrker idræt.

”KPMGs analyse er en grundig gennemgang af dansk idræt anno 2014, og den danner et godt udgangspunkt for en politisk drøftelse af, hvordan de statslige midler til dansk idræt skal fordeles fremadrettet,” siger hun.

Analysen kortlægger de overordnede tendenser i dansk idræt og har derudover særligt fokus på økonomien i de store idrætsorganisationer organisationer og statslige institutioner, der modtager midler fra Kulturministeriet eller gennem Danske Spils udlodningsmidler.

Desuden undersøger udredningen omkostningseffektiviteten i idrættens organisationer og institutioner samt ser på idrættens struktur fra et foreningsmæssigt og kommunalt perspektiv. I den forbindelse analyserer udredningen foreninger, kommuner og samarbejdspartneres syn på de undersøgte organisationer og institutioner.

Ud over den generelt øgede idrætsaktivitet fremhæver Kulturministeriet på baggrund af KPMG’s analyse:

  • At de tre hovedorganisationer Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Firmaidræt har en række overlappende aktiviteter, og at KPMG anbefaler, at man ser på mulighederne for effektivisering af de administrative opgaver i organisationerne.
  • At foreninger og kommuner er generelt meget tilfredse med samarbejdet med idrætsorganisationerne, men peger på forbedringspotentialer fx i form af en højere grad af samarbejde mellem organisationerne. 
  • At KPMG anbefaler, at man ser på pengestrømme, bestyrelser og løsningen af administrative opgaver i Anti Doping Danmark, Idrættens Analyseinstitut, Sport Event Denmark, Team Danmark, Lokale og Anlægsfonden og Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond.

DGI og DIF vil arbejde tættere sammen

I en første kommentar til udredningen slår Danmarks Idrætsforbund og DGI på, at en visions-arbejdsgruppe under ledelse af de to organisationers næstformænd skal vurdere, hvordan organisationerne på en række punkter kan arbejde tættere sammen og realisere den nye fælles ’25-50-75-vision’.

”I den ligger, at der i 2025 skal være 50 pct. af den danske befolkning, der dyrker idræt i en forening, og 75 pct. af den danske befolkning skal være idrætsaktiv. Ved at samle kræfterne om en række fælles indsatser kan vi både styrke det frivillige foreningsarbejde og danskernes muligheder for at dyrke idræt og motion”, siger Søren Møller, formand for DGI i en fælles pressemeddelelse med DIF.

I samme pressemeddelelse argumenterer DIF’s formand Niels Nygaard for, at udredningen ikke må betyde færre midler til den frivillige idræt, som efter de to organisationers mening fortsat udgør rygraden i den danske idrætsmodel.

”Vi vil gerne advare imod eventuelle overvejelser om – i den politiske proces der nu følger efter analysen – at styrke andre dele af idrætten på bekostning af den frivillige foreningsidræt. Det vil i givet fald være et skridt i en helt forkert retning, hvis ambitionen er at få flere til at dyrke idræt,” mener Niels Nygaard.

Læs mere

 
 
Kulturministeriets pressemeddelelse.
Henrik H. Brandts kommentar om behovet for en mere offensiv statslig idrætspolitik.