Idan Artikel 17.08.2006

Kunder er glade for dopingkontrol

Kundernes i landets største fitnesskæde bakker op om antidopingarbejdet. Til gengæld kritiserer ledere i fitnesssektoren Anti Doping Danmark. Læs mere i Idans nyhedsbrev, Overblik.

Hos kunderne i Danmarks største fitnesskæde er der overraskende stor opbakning til kædens samarbejde med Anti Doping Danmark (ADD), skriver Idans nyhedsbrev, Overblik.

I en brugerundersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut har iværksat i samarbejde med ’fitness dk’, svarer hele 65,8 procent af 1.259 kunder, at det har betydning for dem, at deres fitnesscenter har en aftale med ADD. Kun otte procent er direkte afvisende.

Det er gode nyheder for fitnesskæden, der gerne vil fremstå som et sted, hvor almindelige danskere træner. Derfor bruger kæden mange penge på at udsende signaler om, hvilket kundesegment man ønsker. I 2006 budgetterer kæden med en udgift på 400.000 kr. til dopingbekæmpelse.

Undersøgelsen viser også, at kvinder er mere positivt indstillede over for dopingindsatsen end mændene. Til gengæld er ingen signifikant forskel på holdningen til doping blandt dem, der overvejende styrketræner, og dem, der foretrækker konditionstræning.

Antidopingordning er for dyr

 I Idans sideløbende undersøgelse af centerledernes holdninger i den danske fitness-sektor er der også stor enighed om, at fitness-sektoren selv skal tage et medansvar for dopingproblemet. Alligevel er cirka halvdelen af fitnesscentrenes ledere enten kritiske eller lunkne over for ADD’s tilbud om dopingkontrol.

En del af årsagen til utilfredsheden skal findes i, at lederne finder ADD’s tilbud for dyre og ineffektive. Hele 53 procent af centerlederne, som har en aftale med ADD, tilkendegiver, at ordningen er ’dyr/alt for dyr’.

I praksis foregår antidopingarbejdet således, at det enkelte fitnesscenter tilmelder sig Anti Doping Danmarks ordning, som inkluderer to kontrolbesøg med i alt fire dopingtests om året. ADD tjener ingen penge på ordningen, men den medfører alligevel en betragtelig udgift for fitnesscentrene, som skal betale 12.000 – 15.000 kroner pr. år for at være med.