Idan Artikel 15.05.2015

Medlemstallet stiger i de københavnske idrætsforeninger

En ny opgørelse over medlemsudviklingen blandt børn og unge i foreningerne i Københavns Kommune viser, at der siden folkeskolereformens implementering er sket en stigning i antallet af foreninger, som får flere medlemmer.

Skrevet af: Anna Rex Wittig

Da folkeskolereformen blev indført i august 2014, forventede idrætsforeningerne, at længere skoledage ville lægge pres på faciliteterne. DGI lavede desuden en landsdækkende undersøgelse to måneder efter reformen, som viste, at idrætsforeningerne frygtede, at kravene om 45 minutters bevægelse om dagen ville tære på elevernes overskud til at dyrke idræt i foreningerne.

En ny undersøgelse fra Københavns Kommune tegner nu et andet billede. Rapporten ’Medlemsudviklingen siden folkeskolereformens start’ er lavet af Kultur- og Fritidsforvaltningen og opgjort i perioden august 2014 til januar 2015. Den viser, at det overordet går godt med antallet af medlemmer blandt børn og unge i de københavnske foreninger, herunder idrætsforeningerne.  

38,3 pct. af foreningerne har fået flere medlemmer, og kun 12,5 pct. af foreningerne har oplevet et fald i antallet af medlemmer siden den nye folkeskolereform trådte i kraft. For 46,8 pct. af foreningerne er antallet uændret. Opgørelsen er lavet over børn i alderen 5-16 år.

Der er i alt 248 foreninger, som har deltaget i undersøgelsen. Den er baseret på en spørgeskemaundersøgelse og viser udviklingen blandt folkeoplysende foreninger i Københavns Kommune, hvoraf størstedelen er idrætsforeninger, som udgør 60,9 pct.

Idrætsforeningerne får flere medlemmer

Blandt idrætsforeningerne i København er der 37,1 pct., som har fået flere af de yngre medlemmer, mens 15,2 pct. oplever, at tilslutningen er blevet mindre på deres børne- og ungdomshold, siden folkeskolereformen blev implementeret.

DGI-undersøgelsen fra oktober 2014 nåede frem til, at der var 30 pct. af foreningerne, som oplevede, at deres yngste medlemmer gav afkald på deres foreningsmedlemsskab, mens 6 pct. af foreningerne oplevede en stigning i medlemstallet.

En direkte sammenligning af de to opgørelser er dog vanskelig, da DGI-undersøgelsen er landsdækkende, ligesom der i DGI’s opgørelse af medlemstallene desuden er medregnet foreningernes skøn og forventning til antallet af medlemmer som følge af folkeskolereformen. 

Samarbejde giver medlemmer

Årsagen til, at størstedelen af foreningerne ikke lader sig påvirke af folkeskolereformen, skal for de fleste af foreningerne findes i deres deltagelse i rekrutterende aktiviteter og samarbejde med skolerne.

Knap 50 procent af de foreninger, som samarbejder med skoler, har haft medlemsstigning, og kun 5 procent har haft nedgang. Omvendt mister de foreninger, hvor der ikke sker et samarbejde, i højere grad sine medlemmer.

68,4 pct. angiver, at de samarbejder med bl.a. skoler og fritidshjem og gør brug af Kultur- og Fritidsforvaltningens egne indsatser, herunder Feriecamp, Foreningsdage, Kulturhavn og ForeningsGuiderne.  

Læs mere