Idan Artikel 12.07.2010

Mere idræt styrker skolebørn

Syv skoler i Svendborg Kommune har i et forsøg sat seks lektioners idræt på skoleskemaet for elever i 0.-6. klasse. Midtvejsevalueringen viser positive resultater.

Skrevet af: Ditte Toft

Midtvejsevalueringen af Svendborg-projektet, hvor en række skoler har sat ekstra idrætstimer på skemaet, viser, at større fokus på fysisk aktivitet har givet en bedre adfærd hos eleverne. Det særlige fokus på idræt indgår i et stort forskningsprojekt, som skal kortlægge den sundhedsmæssige betydning af flere idrætstimer på skoleskemaet. Lærerne på skolerne har oplevet, at der på forskellige områder er sket fremskridt med den øgede opmærksomhed på idræt og bevægelse. Først og fremmest er børnene begyndt at røre sig mere, lige som mange børnene oplever, at de er blevet bedre til idræt. Men derudover er der fulgt en række andre fordele. Midtvejsevalueringen konkluderer, at børnene har fået et større selvværd og ’udadreagerende’ børn fungerer bedre, efter de har fået flere idrætstimer. Samtidig oplever lærerne, at børnene er blevet mere rolige.

Sundhed tænkt ind

Ud over de seks idrætstimer er bevægelse tænkt ind i andre fag og i frikvartererne, lige som gode rammer for bevægelse er højere prioriteret. Blandt andet skal der være gode legeredskaber og adgang til f.eks. en hal, hvor eleverne kan røre sig. Parallelt med aktivitet og bevægelse får eleverne også undervisning i sund kost og ernæring. 

Om de sundhedsmæssige fordele i forhold til børnene følger med vil vise sig, når de endelige forskningsresultater kommer. Endnu vil forskerne ikke udtale sig om det, da det kan påvirke resultaterne. De syv medvirkende skoler i Svendborg Kommune er Gudme Skole, Vester Skerninge Skole, Rantzausminde Skole Sundhøjskolen, Sundhøjskolens Centerafdeling, Lundby Skole og Gudbjerg Skole.