Idan Artikel 15.04.2006

Mere sport i journalistuddannelser

Play the Game og Idrættens Analyseinstitut har taget initiativ til forløb om sport, medier og journalistik på tre af landets journalistuddannelser.

Skrevet af: Redaktionen

Fremtidens journalister bliver bedre rustet til at dække sportens økonomiske, politiske og kulturelle sider. Det er resultatet af en række aftaler som Idrættens Analyseinstitut og Play the Game har indgået med Danmarks Journalisthøjskole og to andre institutioner, der er tilknyttet skolen i Århus.

Journalisthøjskolens egne elever på 8. og sidste semester bliver i foråret 2007 tilbudt 10 ugers fagspeciale i dansk idrætspolitik.

Færdiguddannede journalister og akademikere får allerede i dette efterår 2006 tilbud om et idrætspolitisk modul under den diplomuddannelse som udbydes af Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE).

Endelig får journalister over hele Norden mulighed for at skaffe sig mere viden om international idrætspolitik gennem et kursus, som senere i år afholdes af Nordisk Journalistcenter.

”Sporten er blevet en økonomisk og politisk magtfaktor i samfundet i de seneste 30 år, men journalisternes uddannelse er ikke fulgt med. Derfor har medierne svært ved at give sporten det nødvendige modspil,” siger sekretariatschef Jens Sejer Andersen fra Play the Game.

Han har taget initiativet til det nye samarbejde sammen med direktør Henrik H. Brandt fra Idrættens Analyseinstitut. Begge har en baggrund som journalister med idræt som stofområde.

Det er allerede nu muligt at komme journalisterne i forkøbet ved at studere det righoldige materiale om bl.a. idrætspolitik, doping, korruption, idrætsøkonomi og sportsmedier, som er tilgængeligt på hjemmesiderne www.idan.dk og www.playthegame.org.