Idan Artikel 13.05.2015

Millionbeløb til idrætssvage grupper

Kulturministeriet efterlyser ansøgere til udmøntning af satspuljeaftalen, som har afsat 18,5 mio. kr. til at skabe nye og alternative idrætstilbud for børn og unge samt socialt udsatte.

Skrevet af: Anna Rex Wittig

Regeringen indgik i efteråret en aftale om satspuljen for 2015-2018, som afsætter 18,5 mio. til at skabe flere idrætstilbud for hjemløse, sindslidende, misbrugere og andre socialt udsatte samt til børn og unge uden for de etablerede foreninger.

Kulturministeriet efterspørger nu ansøgere til midlerne, der fordeles på to kategorier; Alternative idrætsformer for børn og unge’ og ’Idræt for personer med særlige behov’

Til det første projekt er der afsat 6,5 mio. kr., der skal bruges til gadeidrætstilbud for børn og unge, som ikke finder vej ind i de traditionelle idrætsforeninger. Beløbet skal fordeles blandt mindst 10 kommuner, og en gadeidrætsplatform skal sikre, at viden inden for området bliver delt for at skabe de bedst muligheder for at dyrke Streetdance, Parkour, Slackline og andre typer gadeidræt.

”Mange børn og unge dyrker idræt i idrætsforeningerne, men der er en gruppe af børn og unge, som ikke benytter foreningsidrættens tilbud. Her udgør gadeidrætten et nyt og interessant alternativ, som aktiverer børn og unge på nye måder,” siger kulturminister Marianne Jelved i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

De resterende 12 mio. skal gå til grupper af borgere med særlige behov. Der skal organiseres 2-3 projekter med tilbud, som åbner op for, at de kan dyrke regelmæssige motion, der kan forbedre deres livskvalitet samt sundhed. Tilbuddene, som løber i 2015-2018, skal være bæredygtige og bestå af en organiseret idrætsstruktur.

Det er muligt at ansøge om tilskud fra puljerne til de to idrætsprojekter indtil den 8. juni 2015 via Kulturministeriets hjemmeside.

Læs mere