Idan Artikel 07.03.2011

Motionister i sponsorers kikkert

Store motionsevents boomer i Danmark. Disse events giver sponsorer nye muligheder for at komme i direkte kontakt med kunderne.

Skrevet af: Ditte Toft

Motionsbølgen er over landet. Rundt på vejene, i skov og park og på løbebåndet motionerer danskerne. Samtidig deltager mange i forskellige motionsevents fra kvindeløb over DHL Stafetten og Copenhagen Marathon og nyeste spektakulære skud på stammen, Challenge Copenhagen, hvor 1.600 deltagere tog udfordringen op i København i 2010. De store motionsevents er samtidig blevet en stor platform for sponsorer. Men hvad er det, den type af sponsorater kan?

Direkte ud til forbrugeren

Ifølge de to sponsoreksperter Christian Vollerslev fra Promovator og Thomas Badura fra SponsorPeople er motionsevents en oplagt platform for sponsorerne til at nå direkte ud til forbrugeren. 

Tal fra ’Danskernes motions- og sportsvaner 2007’ viser, at det i høj grad er socialt velstillede og købestærke, der motionerer, hvilket gør dem til en interessant målgruppe for mange firmaer. Men det er også en svær og krævende målgruppe. ”Deres mediebillede og medieforbrug er relativt kompliceret, og det er ofte en ret forvænt målgruppe. Du kan se med kvindeløbene, at man forventer ‘goodiebags’ og sponsorgaver. Det stiller større krav om, at man skal komme med noget, der skaber værdi, hvis man skal trænge igennem,” siger Christian Vollerslev. Samtidig gør mange events det muligt at synliggøre sponsoraterne på mange platforme. ”Kvindeløbene understreger det rigtig godt.De har professionaliseret deres produkt, indtænkt deres sponsorer i kategorier og tænker andre medier ind. ALT for damerne er mig bekendt Danmarks største kvindemotionsløb. Her har du har en kobling mellem onlinedelen af løbet og en kobling til magasinet i form af advertorials, trænings- og kostartikler osv. De tænker mediemæssigt bredt, aktiverer og tænker nyt. De laver sponsorater, der passer til sponsorernes produkter. Den vej rundt er de topprofessionelle ved at give annoncørerne adgang til den målgruppe, der deltager i deres løb, ” siger Christian Vollerslev.

Tv-minutter i fåtal

På ét punkt står motionsidrætten og mange events tilbage for de store professionelle og publikumsinteressante idrætsgrene: Tv-eksponering. 

Samtidig spiller hospitality en stor rolle for en del sponsorer. At kunne tilbyde adgang til store og spændende arrangementer for sponsorer og deres kunder har breddeidrætten som helhed sværere ved. Christian Vollerslev og Thomas Badura peger dog på virksomheder, som med flerstrengede sponsorater er nået ud til breddeidræt og samtidig har skabt mulighed for hospitality. Nykredit rammer med sit sponsorat af DGI’s online motionsinitiativ vorespuls.dk ud til breddeidrætten, men et samtidigt sponsorat af Copenhagen Marathon giver mulighed for større eksponering og hospitality. ECCO satte bogstaveligt talt sit fodaftryk på Challenge Copenhagen med fodmærker på løberuten under konkurrencen, men samtidig når virksomheden direkte ud til mange danskere, som vælger gang som motionsform, gennem initiativet Walkathon, hvor deltagerne samtidig indsamler penge til gode formål ved at gå.

Sponsorat med signalværdi

For mange virksomheder er sponsorater af motions-, sundheds- og breddeidrætsområdet desuden med til at sende signaler til medarbejderne: 

”Der er enormt meget ‘employer branding’ i det. Det her med at sige, man gerne vil være en del af det her univers. Virksomhederne ved, at sunde og glade medarbejdere også øger produktiviteten,” siger Thomas Badura og påpeger, at en virksomhed også sender signaler om, at den forstår den hverdag og de ting, som interesserer dens medarbejdere.

Læs mere om sponsorater